Seksuelle overgreb kan give vedvarende fysiske symptomer
Nyt studie viser øget risiko for fysiske symptomer. Forskere opfordrer til øget fokus på problemet.
Kvinder, der har været udsat for seksuelle overgreb, har en markant øget risiko for at udvikle fysiske symptomer og funktionelle lidelser.Det viser et nyt dansk studie, skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
Dermed kan seksuelle overgreb sætte sig som vedvarende smerter og træthed i kroppen.
I studiet fandt forskere frem til, at kvinder, der havde oplevet voldtægt eller tvungen befamling, havde 69 procent større risiko for at udvikle en funktionel lidelse inden for fem år.
- Vi kan se, at fysiske symptomer efter seksuelle overgreb kan opstå i hele kroppen, og uafhængigt af psykisk mistrivsel - altså også hos ofre for overgreb, der ikke samtidig har psykiske symptomer, som man ellers tidligere har troet, siger kandidat i folkesundhedsvidenskab Sofie Abildgaard Jacobsen i pressemeddelelsen.
Lidelserne viser sig som fysiske symptomer, som ikke kan forklares af andre sygdomme.
Symptomerne er blandt andet mave-tarmproblemer, brystsmerter og svimmelhed.
Forskerne opfordrer til, at der kommer en større opmærksomhed i sundhedsvæsenet.
Det kan ske med målrettet støtte og opfølgning efter seksuelle overgreb, påpeger de.
- Resultaterne understreger, at sundhedspersonale skal være opmærksomme på, at fysiske symptomer efter seksuelle overgreb kan være en direkte følge af traumerne - også selv om patienten ikke selv kobler det til overgrebet, siger Sofie Abildgaard Jacobsen.
Det nye studie er baseret på data fra 4229 voksne danskere og er publiceret i tidsskriftet Jama Psychiatry.
Kvinderne kan også udvikle fysiske symptomer og funktionelle lidelser, selv om de ikke samtidig har psykiske følgevirkninger som angst eller depression.
/ritzau/
