Seks ulve fulgte efter mand på gårdsplads i Oksbøl
En gruppe på seks ulve fulgte 10. april efter en mand helt ind på en gårdsplads i Oksbøl, viser en video.
En aften tidligere i april fulgte seks ulve efter en mand i vestjyske Oksbøl.Gruppen af ulve fulgte manden helt ind på en gårdsplads, inden han til sidst affyrede skud for at skræmme dem væk.
Det fortæller et ægtepar til TV Syd, der desuden bringer en video af ulvene på gårdspladsen.
Ægteparret optræder anonymt i artiklen.
Under en gåtur med mandens hund 10. april stod en ulv i første omgang 20 meter væk fra manden, vurderer han. Fem andre ulve stod bag den forreste.
Manden gik tilbage mod sin gård, men de seks ulve fulgte efter og blev ikke skræmt væk, selv om manden råbte og "fægtede" med armene.
Manden endte med at komme indenfor, hvorefter hans hustru begyndte at filme ulvene ud af vinduet.
TV Syd bringer videoen, hvor det ses, at ulvene trak videre ind på ægteparrets gårdplads.
Efterfølgende affyrede manden to "skræmmeskud", hvorefter ulvene løb væk fra stedet.
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) kender til sagen med ulvene, der "kom tæt på en landejendom". Manden gjorde i situationen det rigtige ved at forsøge at "bortskræmme" ulvene, lyder det i et svar til TV Syd.
- Det er et område, hvor vi hen over de seneste måneder har set flere eksempler på unge ulve, som kommer tæt på mennesker. Myndighederne fortsætter inden for den gældende reguleringstilladelse indsatsen for at regulere problemulve i området, lyder det.
I vestjyske Oksbøl har flere borgere mødt ulve. Det førte efter et borgermøde i byen i marts til, at børn frarådes at færdes alene i områder med ulve.
På et borgermøde i Oksbøl, indkaldt af Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV), lød en anbefaling til de cirka 120 fremmødte, at børn under ti år ikke bør færdes alene i områder, hvor der er ulve.
Naturstyrelsen har desuden fået tilladelse til at skyde ulve på styrelsens arealer ved Oksbøl. Det gælder ulve, som kommer inden for ti meter af et menneske og ikke lader sig skræmme væk.
Tilladelsen blev givet i januar, efter at en ulv kom tæt på en 14-årig pige i Oksbøl.
/ritzau/
