Samsam taler for første gang på tv siden anholdelse
En ny dokumentarserie på fire afsnit får 20. august premiere på DR. Serien opruller sagen om Ahmed Samsam.
For første gang siden anholdelsen i 2017 optræder den terrordømte Ahmed Samsam i et tv-interview.Flere medier har tidligere bragt både skrevne og radiointerviews med Samsam, men i næste uge bringer DR et tv-interview med ham.
Interviewet er en del af en ny dokumentarserie på fire afsnit ved navn "Agent Samsam". De første tre afsnit vil være tilgængelige 20. august.
Det sidste afsnit bliver givet fri 24. august. Det er samtidig dagen, hvor den civile retssag, som Samsam har anlagt mod Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), begynder.
Ahmed Samsam er dansk statsborger med dansk-syrisk baggrund. I 2018 fik han en terrordom og blev ved en spansk domstol idømt otte års fængsel for at have tilsluttet sig den militante bevægelse Islamisk Stat (IS).
Han har erkendt, at han rejste til Syrien i 2013 og 2014. Han påstår dog, at han er hvervet som agent af de danske efterretningstjenester, for at spionere.
Dokumentaren opruller sagen om Samsam, hans fortid, den spanske retssag og det mulige samarbejde med PET og FE.
- Ambitionen med dokumentaren er at give danskerne et grundigt fundament til at forstå, hvad sagen om Ahmed Samsam handler om, blandt andet fordi der er nogle helt overordnede demokratiske principper på spil, siger Thomas Falbe, chefredaktør for Nyheder i DR.
En række partier har ønsket en granskningskommission, som skulle undersøge sagen nærmere.
De tre regeringspartier, Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne, sagde alle under valgkampen sidste år, at de var åbne over for en undersøgelse af Samsam-sagen.
Siden har regeringen dog skiftet mening, da den ikke ønsker sagen belyst af hensyn til efterretningstjenesternes arbejde.
I juni stemte regeringspartierne sammen med Dansk Folkeparti imod et beslutningsforslag om en kommissionsundersøgelse.
/ritzau/