Rundetårns tre ton tunge kuppel blev hejst ned på ti minutter

12. JAN 2026 • 11:34INDLAND/KRIMINAL

Mandag formiddag blev kobberkuplen på Rundetårn sat i gang. Det tog mindre end ti minutter.

Den irgrønne halvkugle på toppen af Rundetårn svævede mandag formiddag i luften i knap ti minutter over bygningen i midten af København.

Så lang tid tog nedhejsningen af den tre ton tunge kobberkuppel, som begyndte klokken 11 og blev afsluttet med klapsalver ti minutter efter.

Det viser billeder mandag formiddag fra Indre By i København, hvor flere mennesker stod for at følge med i nedtagningen.

Efter knap 60 år er kobbertaget på kuplen nemlig begyndt at tage vand ind, hvorfor kuplen skal restaureres og blandt andet have lagt nyt kobber på.

Kuplen ventes at vende tilbage på sin plads til foråret.

Nedtagningen af kuplen, i forbindelse med at der skal lægges nyt tag, er sket for at beskytte Rundetårn mod brandfare, mens det varme kobberarbejde er i gang.

Kuplen er blevet placeret for foden af tårnet, hvor den vil få lagt nyt kobbertag.

Det er på hjørnet, hvor Landemærket møder Købmagergade. Det er samme sted, hvorfra kuplen i 1929 blev hejst op.

Frem til april vil kobbersmede og tømrere lægge nyt tag på kuplen.

Foruden udskiftningen af kobberet på kuplen skal en række andre ting i observatoriet også fornyes og udskiftes i forbindelse med arbejdet.

Det gælder blandt andet teleskopet fra 1929, der skal restaureres, bemales og have udskiftet linsen af eksperter fra Tyskland.

Selve restaureringen ventes at koste seks millioner kroner. Det er finansieret af midler fra den selvstændige kulturinstitution Rundetaarn, som ejes af Trinitatis Kirke.

Rundetårn blev bygget under Christian IV i 1600-tallet som et observatorium, som man kunne iagttage stjernerne fra.

Det vil man fortsat kunne, når restaureringen er færdiggjort.

Kulturinstitutionen bag Rundetårn, som hedder Rundetaarn, forventer at kunne bemande teleskopet og byde gæster velkommen i observatoriet til efteråret.

Rundetårn er lukket for gæster på grund af arbejdet med kuplen. Det ventes at genåbne 6. februar.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT