Rejseselskaber anser nordlige dele af Rhodos som sikkert rejsemål
Nogle rejseselskaber flyver endnu til det nordlige Rhodos trods brande på øen. Det anses som trygt, lyder det.
Det er stadig sikkert at rejse på ferie til den græske ø Rhodos trods naturbrande, som græske myndigheder i en uge har forsøgt at inddæmme.Sådan lyder meldingen fra brancheorganisationen Rejsearrangører i Danmark onsdag i en pressemeddelelse.
- Gæsternes tryghed og sikkerhed er prioritet nummer et for de danske rejsearrangører, siger Henrik Specht, direktør i Rejsearrangører i Danmark.
- Vores medlemmer - rejsearrangørerne - følger løbende situationen i tæt dialog med myndighederne lokalt og gennemfører kun rejser i det omfang, de skønner det sikkert, siger han i pressemeddelelsen.
Omkring 20.000 mennesker blev evakueret på Rhodos i løbet af weekenden, da naturbrande begyndte at sprede sig på den centrale og sydøstlige del af øen.
Blandt dem var der mellem 300 og 400 danskere, som måtte flytte til den nordlige del. Det skriver brancheorganisationen.
I alt er der for tiden knap 10.000 danske ferierejsende på Rhodos.
Evakueringerne gav store logistiske udfordringer og førte til en række aflyste rejser. Men danske myndigheder fraråder ikke rejser til øen.
Alligevel førte naturbrandene til, at nogle rejseselskaber aflyst eller udskød rejser til hele eller dele af Rhodos.
Rejseselskabet Tui har aflyst alle afgange til Rhodos til og med fredag.
Men en række andre selskaber fortsætter med at bringe folk til de dele af den græske ferieø, der ligger et stykke fra naturbrandene.
Rejsearrangører i Danmark understreger, at de fleste danskere bor og opholder sig i den nordlige og østlige del af den græske ø. Her anses det for "trygt at rejse", og hverdagen fungerer "nogenlunde normalt".
- De danskere, der har planlagt at rejse til Rhodos i den kommende tid, kan derfor, som tingene er nu, trygt tage afsted.
- Rejsearrangørerne flyver kun til rejsemål og indkvarterer kun gæsterne i områder, hvor det skønnes forsvarligt. Det gælder både i forhold til Rhodos og andre destinationer, siger Henrik Specht.
På Udenrigsministeriets hjemmeside opfordres danskere i Grækenland til fortsat at holde sig opdateret "via nyhedsmedierne, myndighederne, dit hotel og dit rejsebureau".
/ritzau/