FCK-triumf rykker pokalfinalen til Herning

8. MAJ 2025 • 21:01SPORT

Pokalfinalen rykkes af sikkerhedsmæssige årsager fra Brøndby til Herning efter FC Københavns finaleplads.

Årets pokalfinale i herrefodbold skal spilles på MCH Arena 29. maj.

Det er en kendsgerning, efter at FC København torsdag indløste billet til pokalfinalen, hvor modstanderen bliver Silkeborg. FCK slog Viborg med 2-0 samlet efter to sejre på 1-0.

Af sikkerhedsmæssige årsager var det afgjort på forhånd, at en finale mellem netop FCK og Silkeborg ville rykke finalen fra Brøndby Stadion til MCH Arena i Herning.

Der er plads til cirka 12.000 tilskuere på det midtjyske stadion, hvilket er under halvdelen af den fulde kapacitet i Brøndby.

Det er første gang, at MCH Arena lægger græs til finalen i herrernes pokalturnering.

Havde Viborg leveret overraskelsen torsdag aften og vendt 0-1 til samlet sejr over FCK, skulle finalen mellem Viborg og Silkeborg være afviklet i Brøndby for fulde huse. Det ville også være tilfældet i en finaleduel mellem Viborg og Brøndby.

Hvis finalen var blevet et opgør mellem ærkerivalerne Brøndby og FCK, ville kapaciteten på Brøndby Stadion være blevet reduceret til maksimalt 15.000 tilskuere.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT