Rejsearrangør vil have USA-udsending til grønlandsk hundeslædeløb
Det har skabt utilfreds hos organisation bag grønlandsk hundeslædeløb, at USA-udsending har fået invitation.
Det er Kristian Jeremiassen, der driver en grønlandsk turistvirksomhed, som har inviteret USA's særlige udsending Jeff Landry til hundeslædevæddeløb.Det oplyser han til det grønlandske medie KNR.
– Jeg kan ikke udtale mig om mine kunder, men som turistoperatør vil jeg gerne være med til at fremme turismen i Nordgrønland, siger han og nævner Landry som en af de inviterede.
Hundeslædevæddeløbet Avannaata Qimussersua er det officielle nationale mesterskab for hundeslædekuske i Grønland. Det finder sted den 28. marts, skriver KNR.
Invitationen har ført til utilfredshed hos organisationen Kalaallit Nunaanni Qimussertartut Kattuffiat (KNQK), der står bag afviklingen af mesterskabet.
Landrys mulige deltagelse er her blevet beskrevet som upassende. Derfor ønskede man at finde ud af, hvem der havde inviteret ham.
- Bestyrelsen i KNQK finder det uacceptabelt, at der udøves politisk pres udefra, skrev formanden, Mikkel Jeremiassen, i en meddelelse tidligere tirsdag.
- (Bestyrelsen, red.) vurderer derfor, at deltagelse af udenlandske politiske aktører i Avannaata Qimussersua er helt upassende.
Det er uklart, om Landry har planer om at deltage
Også i 2025 fik Avannaata Qimussersua opmærksomhed, da Det Hvide Hus meddelte, at Usha Vance, som er gift med USA's vicepræsident, J.D. Vance, skulle overvære hundeslædeløbet.
Det blev dog aflyst, og de to besøgte i stedet en amerikansk militærbase.
Til Sermitsiaq bekræftede Mikkel Jeremiassen i marts sidste år desuden, at hundeslædeløbet fik økonomisk støtte fra USA gennem landets konsulat i grønlandske Nuuk.
Jeff Landry, som er guvernør i den amerikanske delstat Louisiana, blev i december udpeget som USA's særlige udsending til Grønland af USA's præsident, Donald Trump.
Donald Trump har den seneste tid flere gange gentaget sit ønske om et amerikansk ejerskab af Grønland, som er en del af rigsfællesskabet sammen med Danmark og Færøerne.
/ritzau/
