Regionsrådsformand undskylder for journalsnageri

29. APR 2025 • 12:01INDLAND/KRIMINAL

Der vil blive slået hårdt ned på tilfælde af ulovlige opslag i patientjournaler i hovedstaden, siger Gaardhøj.

Regionsrådsformand i Region Hovedstaden Lars Gaardhøj (S) undskylder efter tusindvis af tilfælde af ulovligt journalsnageri.

Det siger han til DR.

Lars Gaardhøj tilføjer, at der skal ses nærmere på, hvor der skal strammes op, så det ikke sker igen, at regionens ansatte ulovligt tilgår patientjournaler.

Han understreger, at der er nultolerance i forhold til at lave uberettigede opslag.

- Vi kommer til at følge op på alle de her sager. Det kan være med påtaler, fyringer og politianmeldelser. Vi kommer til at slå hårdt ned på det, siger han til mediet.

DR kunne tidligere i april skrive, at der havde været tæt på 4000 ulovlige opslag i patientjournaler i Region Hovedstaden. Det viste en aktindsigt.

Sundhedspersonale har alene ret til at se i patienters journaler, hvis der er en faglig grund til det.

Årene 2020 og 2022 var højdespringere med flere end 1600 ulovlige kig i journalerne begge år.

Ifølge DR vil det blive behandlet i regionens forretningsudvalg 3. juni.

Så sent som 9. april valgte Region Sjælland og Region Hovedstaden at politianmelde en læge, der ifølge anmeldelsen i en årrække har snaget i flere tusinde borgeres oplysninger på ulovlig vis.

De ulovlige opslag blev opdaget af kvinder, der via deres sundhedsplatform kunne se, at en læge, som ikke havde en tilkobling til deres behandling, havde kigget i deres journaler.

Herefter kontaktede de regionerne, som senere efter en undersøgelse har konstateret flere tusinde ulovlige opslag.

Mette Harbo, der er direktør i Center for IT og Medicoteknologi i Region Hovedstaden, har tidligere oplyst, at undersøgelsen burde have været sat i værk tidligere.

Mette Harbo forklarede, at der var sket en fejl, da regionernes automatiske logning af opslag i journaler ikke havde fanget den årelange ulovlige adfærd.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT