Portører nedlægger arbejdet på Rigshospitalet

14. OKT 2025 • 12:46INDLAND/KRIMINAL

Det skyldes blandt andet tillids- og samarbejdsproblemer med ledelsen, at portørerne har nedlagt arbejdet.

Portører har nedlagt arbejdet på Rigshospitalet efter et fagligt møde tirsdag morgen.

Det oplyser Lars Lund, der er næstformand i FOA 1, som portørerne hører under.

Også Rigshospitalets presseafdeling bekræfter arbejdsnedlæggelsen, som foreløbigt varer til onsdag morgen klokken 08.00.

- Årsagen til arbejdsnedlæggelsen er utilfredshed med vilkår for tillidsrepræsentanter, lyder det.

Arbejdsnedlæggelsen rammer som udgangspunkt ikke patienterne. Men der kan forekomme lidt ekstra ventetid.

Det etableres et nødberedskab. Det betyder, at man for eksempel sørger for, at patienter, der skal opereres, bliver kørt til operation.

- Strejken rammer for eksempel leverancer af varer og lignende, ligesom kantinens åbningstid indskrænkes, tilføjer presseafdelingen.

Forhandlingerne genoptages onsdag, lyder det.

Lars Lund fra FOA 1 har tirsdag været til møde på Rigshospitalet, og han fortæller, at frustrationerne bunder i tillids- og samarbejdsproblemer med ledelsen.

- Men det er mange ting, og de her problemer opstår ikke over en nat. Men det handler om at få vendt tingene, og det er der et rum for, så jeg er rimelig fortrøstningsfuld om en løsning, siger han.

Fra FOA opfordrer man portørerne til at vende tilbage til arbejdet.

For to år siden nedlagde omkring 300 portører på Rigshospitalet på grund af utilfredshed med arbejdsmiljøet.

Den daværende fællestillidsrepræsentant sagde dengang til TV 2 Kosmopol, at det blandt andet skyldtes problemer med vagtplaner og højt sygefravær.

Samme frustration gjorde sig gældende året forinden i december 2022, hvor TV 2 Kosmopol også skrev om en arbejdsnedlæggelse blandt portørerne.

Her lød det fra portørerne, at de blandt andet var frustrerede over en hverdag, "hvor tingene ikke hænger sammen, og som er præget af en meget dårlig bemanding".

Portørerne har ansvar for patienttransport til og fra behandling og forflytninger.

Ifølge Rigshospitalets hjemmeside står portørerne også for vedligeholdelse af hjælpemidler til patienterne, sterilisering af instrumenter og sengevask.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT