Podning giver kvinder med udbredt sygdom nyt håb

11. MAJ 2026 • 05:00INDLAND/KRIMINAL

Forskere på Rigshospitalet har podet de første patienter med endometriose. Målet er tidlig behandling.

Op mod hver tiende i den fødedygtige alder har endometriose.

Den kroniske sygdom kan give voldsomme smerter i underlivet, der kan gøre det svært at passe et arbejde eller studie.

Udvikler sygdommen sig, kan den føre til ufrivillig barnløshed.

Fremover kan en podning i skeden måske betyde, at flere får diagnosen på et så tidligt tidspunkt, at sygdommen kan bremses.

Foreløbig er 41 kvinder, hvoraf nogle har endometriose og andre er kontrolgruppe, blevet podet på Rigshospitalet i København.

Ifølge molekylærbiolog og seniorforsker Tanni Borgbo er forventningen, at andre 500-600 kvinder fra 2027 skal podes på tværs af landet.

- I dag kan der gå fem år, for nogle helt op til ti år, før de får stillet en diagnose. Med en podning, som måske på længere sigt kan klares af kvinden selv, kan det ske, når de første symptomer er der, siger hun.

Endometriose viser sig ved, at væv, som minder om vævet i livmoderslimhinden, begynder at vokse uden for livmoderen og ind i urinblæren, tarmene og æggestokkene.

Sygdommen kan ikke helbredes, men med tidlig diagnose kan smerterne og generne holdes i skak med hormonbehandling, for eksempel hormonspiral eller minipiller, der undertrykker væksten i vævet.

Når det langtfra sker for alle i dag, skyldes det, at sygdommen typisk først kan påvises, når den har udviklet sig så meget, at den er tydelig på en scanning.

De sene diagnoser forværrer ikke kun selve sygdommen. Mange kvinder oplever samtidig, at de selv begynder at tvivle på deres egne symptomer, siger seniorforsker Tanni Borgbo.

- Så for dem vil det være en stor lettelse at få stillet diagnosen og finde ud af, at det ikke bare er noget, der foregår i deres eget hoved.

- Vi er ikke der nu, hvor vi har en ny metode til at diagnosticere, men vi er et godt skridt på vej i den retning, siger hun.

Anne Hovmøller, der er direktør i patientforeningen Endometriose Fællesskabet, er enig.

- Alt, der kan føre i retning af tidligere diagnose, er det, vi leder efter. Om det er podning, som her eller en blodprøve, er ikke afgørende.

Andre steder i verden forskes der også i metoder til tidlig diagnosticering af endometriose. Blandt andet i Frankrig, hvor en forskergruppe for nylig har udviklet en spyttest, oplyser Rigshospitalet.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT