Patientforening dropper nyt samarbejde med Krifa efter kritik

27. NOV 2023 • 15:52INDLAND/KRIMINAL

Et samarbejde mellem Diabetesforeningen og en såkaldt gul fagforening holdt fire dage efter medlemskritik.

Blot fire dage holdt et samarbejde mellem patientforeningen Diabetesforeningen og fagforeningen Krifa.

Diabetesforeningen har opsagt samarbejdet, for det har skabt "usikkerhed" om foreningens "ståsted", lyder det i en pressemeddelelse.

- Siden det blev lanceret torsdag, har det gjort stort indtryk på os, at det vækker store følelser og bliver set som en arbejdsmarkedspolitisk stillingtagen. Og det var hverken vores ønske eller ærinde, siger marketingchef Sebastian Erbo Hoffmann i meddelelsen.

Videre lyder det, at samarbejdet blev tænkt "som et økonomisk fordelagtigt medlemstilbud og som en vej til at opspore flere med type 2-diabetes".

Det var blandt andet muligt som medlem af Diabetesforeningen at få 12 måneders gratis fagforening, hvis man meldte sig ind i Krifas a-kasse.

I en skriftlig kommentar siger Krifas medlemschef, Flemming Kristensen, at det er "ærgerligt", at samarbejdet må stoppe.

- Men vi har kæmpe respekt for Diabetesforeningens arbejde og for, at der er brug for arbejdsro. Vi ønsker derfor alt godt i arbejdet med at sikre mennesker med diabetes et godt liv, siger han.

Dagen efter, at aftalen mellem Diabetesforeningen og Krifa blev annonceret, beskrev Ekstra Bladet, at det havde udløst "vrede kommentarer, undrende medlemmer og flere trusler om udmeldelse" på foreningens Facebook-side.

Til samme avis opfordrede lokalformanden i Fredericia til, at samarbejdet blev stoppet.

- Det her går imod mine værdier. Man må kunne finde en anden måde at gøre det på, sagde lokalformand John Erik Nyborg, der også er byrådsmedlem i Fredericia Kommune for Socialdemokratiet.

Krifa har tidligere fået kritik af Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) for at være en såkaldt gul fagforening.

De gule fagforeninger, herunder Krifa, Det Faglige Hus, Business Danmark og ASE, er politisk uafhængige lønmodtagerorganisationer, der står uden for hovedorganisationerne.

Typisk adskiller de sig ved ikke at anerkende en interessekonflikt mellem arbejdsgiver og lønmodtager og ved at have ingen eller meget få overenskomster.

Af den grund mener FH, at de gule ikke er rigtige fagforeninger.

Med mere end 185.000 medlemmer er Krifa Danmarks femtestørste fagforening.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU