OVERBLIK: Russisk fregat affyrer signalblus mod helikopter fra Forsvaret

INDLAND/KRIMINAL15. SEP 2026 • 15:38

Ruslands ambassadør siger, at en dansk helikopter agerede provokerende, da en russisk fregat affyrede flares.

En helikopter fra Forsvaret blev mandag beskudt med to flares, som er signal- eller nødblus, fra en russisk fregat i internationalt farvand ud for Gedser.

Det meddelte Forsvaret sent mandag i en pressemeddelelse.

Følgende detaljer er kommet frem om sagen:

* Hændelsen: En russisk fregat affyrede to såkaldte flares mod Forsvarets helikopter. Den ene passerede helikopteren på tæt afstand, lyder det. Flares bruges normalt som opmærksomhedssignal til søs.

* Hvor og hvornår: Hændelsen skete mandag i internationalt farvand ud for Gedser.

* Hvorfor: Ifølge Ruslands ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin, agerede den danske helikopter "provokerende".

I et svar giver han udtryk for, at danske militære helikoptere flere gange har "udført farlige manøvrer" over for russiske krigsskibe. Forsvarsminister Jeppe Bruus (S) afviser, at helikopteren skulle have ageret forkert eller provokerende.

* Skader: Der er hverken sket skade på materiel eller personel.

* Forløbet: Helikopteren fra Forsvaret blev beskudt med flares i forbindelse med en rutinemæssig fotodækning af fregatten. Forsvarsminister Jeppe Bruus siger, at Forsvaret har en legitim opgave i at følge med i, hvad der foregår.

* Reaktioner: Forsvarsminister Jeppe Bruus (S) siger, at han ser på hændelsen med stor alvor, og at Ruslands ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin, vil blive indkaldt til møde i Udenrigsministeriet.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) kalder den russiske udlægning af situationen for "en russisk søforklaring". Der har ikke været nogen provokation fra dansk side, siger Løkke ifølge Ekstra Bladet.

Statsminister Mette Frederiksen (S) siger, at hændelsen ikke er overraskende, men at det "taler for sig selv", og det er "meget alvorligt, når en russisk fregat affyrer flares mod en af Forsvarets helikoptere".

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, mener, at der ikke er tale om isolerede hændelser fra russisk side. Europa vågnede "igen" til Ruslands "hensynsløse og farlige adfærd", skriver hun på X om hændelsen.

* Indkaldelse til møde: Det er uvist, hvornår samtalen i Udenrigsministeriet med Ruslands ambassadør i Danmark vil finde sted.

* Om helikopteren: Helikopteren var af typen Fennec.

* Om russisk fregat: Det vides endnu ikke, hvilken eksakt type den russiske fregat er, eller hvilken størrelse den har.

Kilder: Forsvaret, forsvarsminister Jeppe Bruus (S) og Ruslands ambassade i Danmark.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT