Over 600 danske besætninger har nu været smittet med bluetongue
Fredag har man i Holland bekræftet smitte med en variant af bluetongue, der ikke findes en vaccine imod.
Flere end 600 danske besætninger har på nuværende tidspunkt været konstateret smittet med virussygdommen bluetongue.Det viser den seneste opgørelse fra Fødevarestyrelsen, der dækker perioden fra 9. august til 11. oktober.
Man har mistanke om, at yderligere 91 er blevet ramt af den smitsomme virus, fremgår det.
Smitten har efterhånden nået de fleste dele af landet, men er særligt koncentreret omkring den sydvestlige del af Jylland.
Sygdommen er kendetegnet ved symptomer som væskeansamlinger i dyrets hoved, sår i munden og halthed. Får, der er smittet, får typisk også blå tunge, heraf navnet.
Foruden Danmark har bluetongue også ramt mange europæiske naboer.
Så sent som fredag har man i Holland bekræftet smitte med en variant af virussygdommen, der ikke findes en vaccine imod.
Det oplyser den hollandske regering fredag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Den nye variation, der hedder BTV12, blev fundet torsdag hos to forskellige landmænd i den centrale del af landet.
Bluetongue blev første gang konstateret i Danmark i 2007. 9. august i år blev der igen konstateret et udbrud.
Landmændene i Danmark har indtil videre kunne tage deres forbehold ved netop at vaccinere får, geder og kvæg mod sygdommen.
Den løsning tog mange i brug, efter at myndighederne reserverede i alt 200.000 vaccinedoser til Danmark. Hurtigt var de første 50.000 af dem blevet bestilt.
Et andet forbehold har været at sørge for at holde dyrene inde om natten.
Selv om sygdommen kan ende med at blive en dyr omgang for landmændene, må de selv stå for regningen.
Der gives nemlig ingen erstatning til dem, der har måttet aflive dyr eller lidt driftstab som følge af bluetongue.
/ritzau/