Øget efterspørgsel efter kommunale indsatser mod hjernerystelse
Mange kommuner oplever øget efterspørgsel efter indsatser for rehabilitering fra borgere med hjernerystelse.
65 procent af landets kommuner oplever en øget efterspørgsel efter rehabiliteringsindsatser fra borgere med hjernerystelse.Men kun 39 procent af kommunerne angiver, at de har et sådant tilbud, de kan henvise til.
Det viser tal fra KL i en ny analyse fra Sundhedsstyrelsen.
Her undersøges indsatsen for mennesker med senfølger efter hjernerystelse.
I analysen konkluderes det, at der blandt patienter opleves stor variation i patienternes adgang til støtte og indsatser.
- Der beskrives en oplevelse af ikke at få hjælp men selv skulle være opsøgende, hvor de selv eller deres pårørende fungerer som tovholdere, lyder det i analysen.
Analysen er baseret på interviews med patienter og fagfolk på området.
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) erkender, at mange patienter oplever, at det er svært at få hjælp.
- Det skylder vi patienterne at gøre noget ved. For hvis man ikke får den rette hjælp, kan det få store konsekvenser. Det kan eksempelvis blive næsten umuligt at hjælpe til med praktiske ting i hjemmet, udtaler hun på ministeriets hjemmeside.
I analysen fra Sundhedsstyrelsen lyder det videre, at der er en "vis uensartet praksis" i den sundhedsfaglige indsats omkring langvarige symptomer efter hjernerystelse.
Patienter oplever også at få uensartet råd og vejledning fra fagpersoner, lyder det i analysen.
Sundhedsstyrelsen opfordrer til, at den nyeste viden på området skal udbredes, mens det skal gøres enklere at få hjælp, hvis man har langvarige symptomer efter hjernerystelse.
- Den viden skal i højere grad omsættes i praksis, så hjælpen bliver lettere at få, samtidig med at indgangen til behandling er mere ensartet og bedre koordineret, når symptomerne varer ved, udtaler Sophie Løhde (V).
Indenrigs- og Sundhedsministeriet vil nu på baggrund af analysen udarbejde et udspil til, hvordan indsatsen på området kan styrkes og organiseres bedre, skriver ministeriet på sin hjemmeside.
- Målet er, at patienter med hjernerystelse og langvarige symptomer gribes tidligere, og at tilbuddene bliver mere ensartede på tværs af landet, lyder det.
Hvert år får omkring 25.000 en hjernerystelse.
Op mod hver tredje oplever langvarige symptomer, skriver Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
/ritzau/
