Ny komediefilm begejstrer anmeldere: En drøm af en filmatisering

1. FEB 2023 • 22:06INDLAND/KRIMINAL

"Meter i sekundet" kaldes blandt andet for en "virkelig dejlig jysk-sindet film" blandt anmeldere.

Flere anmeldere er ikke bange for at uddele høje karakterer til den nye komediefilm "Meter i sekundet".

Hos Soundvenue giver anmelder Mathilde Johanne Kristiansen filmen fem ud af seks stjerner og kalder "Meter i sekundet" for "en drøm af en filmatisering".

- Midt i højskolens højborg af komiske personligheder har man brug for Sofie Torp, hvis helhjertethed gør Maries selvoptagede, bedrevidende, sjove og hvidvinsfulde livskrise virkelig, skriver hun.

Imens kvitterer Alt for damernes anmelder med seks hjerter og roser både hovedrollen og birollernes præstationer.

"Meter i sekundet", der har biografpremiere torsdag, er en filmatisering af forfatter Stine Pilgaards roman af samme navn. Forfatteren blev hædret med De Gyldne Laurbær for romanen i 2021.

Skal man tro Jyllands-Postens anmelder Katrine Sommer Boysen, er "Meter i sekundet" i filmisk form "næsten lige så forrygende, underholdende og genial, som den er som roman". Det skriver hun i torsdagens avis og kvitterer med fire ud af seks stjerner.

Det samme gør Per Juul Carlsen fra Kristeligt Dagblad og Berlingskes anmelder Sarah Iben Almbjerg. Imens uddeler Kim Skotte fra Politiken fire ud af seks hjerter.

I filmen indtager skuespiller Sofie Torp rollen som Marie. Hun må flytte med sin kæreste, Rasmus, fra København til Velling Højskole, hvor han har fået et job.

Mens Rasmus hurtigt falder til, har Marie svært ved at finde sig til rette i det lille lokalsamfund.

Filmen får dog knap så rosende ord med på vejen fra Ekstra Bladets anmelder René Fredensborg. Faktisk er filmatiseringen ikke "pengene værd", hvis man spørger anmelderen, der giver filmen to ud af seks stjerner.

- Vi får sat ekstra kulør på det ellers kridhvide Vestjylland. Det ligner en politisk korrekt tilsnigelse, skriver anmelderen, der også kalder den for en "sløset feel good-film".

Imens er B.T.'s anmelder Kristian Dam Nygaard oppe at give fem ud af seks stjerner. Han kalder den for en "lille, men virkelig dejlig jysk-sindet film uden bonderøve og kedelige klichéer".

Samme karakterer giver Nicki Bruun fra Filmmagasinet Ekko.

Det er filminstruktør og forfatter Hella Joof, der har instrueret filmen. I rollen som Rasmus ses skuespiller Thomas Hwan.

Også skuespiller Bodil Jørgensen og journalist Anders Agger er at finde på rollelisten. Sidstnævnte spiller sig selv.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU