Nibe Festival opfylder publikums ønske og får fat i The Minds of 99

2. MAR 2026 • 14:05INDLAND/KRIMINAL

Ifølge Nibe Festival har gæsterne efterspurgt The Minds of 99. Til sommer gæster bandet Skalskoven.

Det danske rockband The Minds of 99 er på plakaten på åbningsdagen ved årets udgave af Nibe Festival 1. juli.

Det afslører den nordjyske festival i en pressemeddelelse mandag eftermiddag.

Ifølge Nibe Festivals egen publikumsanalyse er bandet, der står bag numre som "Alle skuffer over tid", "Hurtige hænder" og "Under din sne", den mest ønskede kunstner.

- At de spiller i Skalskoven i vores jubilæumsår, er et stærkt symbol på, hvad Nibe er rundet af - dansk musik, fællessang og fælles øjeblikke, siger festivalens talsperson, Peter Møller Madsen, i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Vi er både stolte og begejstrede over at kunne præsentere The Minds of 99 som headliner i 2026. Og ligeledes at vi har opfyldt det absolut største ønske fra Nibe-publikummet.

Nibe Festival fejrer 40-årsjubilæum til sommer.

Ud over The Minds of 99 spiller også X Factor-dommeren Benjamin Hav sammen med sit band, Familien, den fremadstormende danske kvartet Aphaca og den tidligere X Factor-dommer Ankerstjerne.

De følgende dage kan publikum blandt andre høre Rasmus Seebach, Poul Krebs, Gnags, Dizzy Mizz Lizzy og D-A-D.

Der er også et internationalt navn på plakaten.

Lørdag optræder den amerikanske musiker Gavin DeGraw.

Han står blandt andet bag sange som "I Don't Want to Be", "Not Over You" og "In Love With a Girl".

Der vil løbende blive offentliggjort flere kunstnere, lyder det fra festivalen. Alle partoutbilletter er udsolgt.

Det skete ifølge festivalen på 7,5 timer.

- Kombinationen af et stærkt åbningsprogram og få billetter tilbage gør, at vi forventer, at Nibe Festival meget snart er helt udsolgt, tilføjer festivalens talsperson, Peter Møller Madsen, i pressemeddelelsen.

Årets Nibe Festival afholdes fra den 1. til den 4. juli i Skalskoven lige nord for den nordjyske by.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT