Navalnaja besøger Danmark med tidligere amerikansk udenrigsminister

17. NOV 2025 • 13:27INDLAND/KRIMINAL

Julija Navalnaja, enke til Aleksej Navalnyj, står på scenen til Copenhagen Security Summit i december.

Den russiske oppositionsfigur Julija Navalnaja, enke efter den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj, kommer til København til december.

Det skriver Dagbladet Børsen i en pressemeddelelse.

Her skal hun sammen med blandt andre tidligere udenrigsminister i USA Mike Pompeo og Danmarks nuværende udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, deltage i topmødet Copenhagen?Security?Summit.

Julija Navalnaja er enke efter den russiske aktivist og oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj, der døde i en fangelejr i Sibirien i februar 2024.

I september skrev Julija Navalnaja på det sociale medie X, at hendes afdøde mand blev forgiftet op til sin død i februar 2024.

- Det lykkedes os at overføre Aleksejs biologiske materiale til udlandet. Laboratorier i to forskellige lande har udført undersøgelser. Disse laboratorier har uafhængigt af hinanden konkluderet, at Aleksej blev forgiftet, skrev hun dengang.

Det fremgår ikke, hvor laboratorieprøverne blev foretaget.

I fangelejren afsonede han samlet mere end 30 års fængsel for blandt andet ekstremisme og svindel. Dommene blev af hans politiske støtter set som et udtryk for politisk forfølgelse.

Siden da har Julija Navalnaja levet i eksil og under konstant beskyttelse, fremgår det af pressemeddelelsen.

Alligevel har hun fortsat sin kamp for forandring i Rusland som frontfigur for Antikorruptionsfonden.

Til Copenhagen Security Summit tager Dansk Industri, EY, Poul Schmith, Danske Bank og Børsen initiativ til at samle virksomheder, beslutningstagere og eksperter.

Det gør de ifølge topmødets hjemmeside for at sætte fokus på konsekvenserne af en ny virkelighed og for at styrke den fælles samtale om udfordringer såvel som muligheder på tværs af brancher og dagsordener i Norden.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT