Myndighed udvider telefonlinje for folk med usynligt handicap

18. DEC 2025 • 05:30INDLAND/KRIMINAL

Fra nytår udvides Solsikkelinjen, så borgere med usynlige handicap kan få rådgivning om flere ydelser.

ATP og Udbetaling Danmark udvider Solsikkelinjen, så borgere med usynligt handicap fremover kan få hjælp i forbindelse med blandt andet boligstøtte og barsel.

Det oplyser ATP i en pressemeddelelse til Ritzau.

Solsikkelinjen blev i foråret lanceret af ATP og Udbetaling Danmark Pension.

Formålet var at gøre det lettere for borgere med usynligt handicap at ringe for at få rådgivning om pension.

Udvidelsen træder i kraft 2. januar og vil ud over pension, boligstøtte og barsel også indbefatte rådgivning om familieydelser, international sygesikring, opkrævning og studiegæld.

- Solsikkelinjen handler grundlæggende om at gøre kontakten til det offentlige mere menneskelig, siger Maria Damborg Hald, som er koncerndirektør i ATP, i pressemeddelelsen.

Siden Solsikkelinjens lancering i april har mere end 1000 borgere ringet ind ifølge ATP.

Når telefonen bliver besvaret, vil der i den anden ende sidde en rådgiver fra Udbetaling Danmark, som er særligt uddannet i at give mere ro og tålmodighed.

- For mange borgere er det ikke nødvendigvis selve deres sag, der er svær, men måden kontakten foregår på, siger Damborg Hald.

Solsikkelinjen er målrettet borgere, der har en oplevelse af, at det kan være uoverskueligt eller stressende at ringe til en offentlig myndighed.

Disse borgere kan være personer med angst, PTSD, autisme, ADHD samt nedsat syn eller hørelse.

Ifølge Videnscenter om Handicap er det op mod hver femte dansker, der lever med usynligt handicap.

Solsikkelinjen har samme åbningstider som de øvrige linjer i Udbetaling Danmark.

Linjen er en del af Solsikkeprogrammet, som er sat i verden for at gøre opmærksom på usynlige handicap.

Via et såkaldt solsikkesymbol kan borgere sende et diskret signal om, at man kan have brug for yderligere hjælp, tålmodighed eller forståelse.

Solsikkesymbolet kan være solsikkesnoren, et armbind eller et kort.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT