Morgenfriske vælgere risikerer isglatte veje
Der er risiko for isglatte veje og regnvejr tirsdag, hvor der afholdes kommunal- og regionalvalg.
Mange danskere skal være opmærksom på rim- og isglatte veje i store dele af landet, hvis de tirsdag morgen skal stemme til kommunal- og regionalvalget, når valgstederne åbner klokken 08.00.Senere på tirsdagen er der også risiko for at blive fanget i en regnbyge - især i de sydlige egne af Jylland, Fyn, Sjælland samt Lolland-Falster og på Bornholm.
Det fortæller Klaus Larsen, som er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
- Her til morgen og i de første formiddagstimer er der stedvist lidt rimglatte veje.
- Det er hovedsageligt broer, som ikke får varme nedefra. Og så kommer der lidt småregn hist og pist. Det kan skabe lidt isglatte veje, siger Klaus Larsen.
Mellem klokken 08.00 og 09.00 vil isen være forsvundet, og det skulle være sikkert at komme frem.
- Så burde temperaturen være steget så meget, at det er væk, siger Klaus Larsen.
Den jyske vestkyst slipper for is- og rimglatte veje, da vinden vil sørge for, at det er en anelse varmere langs kysten.
Nordjyderne kan tirsdag se frem til sol og tørt vejr hele valgdagen, mens der længere sydpå kan komme enkelte regnbyger hist og pist.
- Når man kommer allerlængst sydpå i landet, så begynder det at blive mere kedeligt vejr, vil jeg sige.
- Det bliver mere skyet, og der kommer efterhånden en del regnbyer i Sønderjylland og den sydligste del af Fyn hen over Lolland-Falster, Sydsjælland og over mod Bornholm, siger Klaus Larsen.
Vejrmeteorologen forklarer, at regnbygerne kulminerer om eftermiddagen og frem til, at valgstederne lukker klokken 20.00.
Han foreslår derfor, at vælgere kan tage en paraply med sig, hvis de skal stemme sidst på dagen.
- Der er en svag til jævn vind, så mon ikke en paraply kan holde det væk de fleste steder, siger Klaus Larsen.
Der vil falde mellem tre og seks millimeter regn i løbet af tirsdagen. Stedvist kan der ifølge vejrmeteorologen falde op til ti millimeter.
En undersøgelse fra Københavns Universitet har vist, at vejret spiller en rolle i valgdeltagelsen ved kommunalvalg i Danmark. Det skrev DR mandag.
Regnvejr kan ifølge studiet, der har undersøgt kommunalvalgene i 2013 og 2017, sænke valgdeltagelsen, mens solskin modsat kan øge sandsynligheden for at stemme.
Sandsynligheden for at stemme falder ifølge studiet med næsten et procentpoint for hver centimeter regn på valgdagen.
Solskin øger sandsynligheden for at stemme med omkring 1,5 procentpoint.
/ritzau/
