Minister vil gøre strandsurfing lovligt efter forbud
Politiet begrænsede strandhobby tidligere på året, men nu vil transportministeren gøre den lovlig.
Aktiviteten strandsurfing, hvor man kører i specialbyggede vogne på stranden i høj fart, skal være lovlig.Det siger transportminister Thomas Danielsen (V) til DR.
I slutningen af februar valgte Syd- og Sønderjyllands Politi at begrænse sporten, da man mente, at den kunne være til fare for strandgæster.
For at udføre aktiviteten lovligt, skulle man søge om en særlig tilladelse.
Beslutningen blev mødt af kritik fra blandt andet turismebranchen.
Særligt fra Fanø og Rømø, hvor aktiviteten er udbredt, blev forbuddet mødt med utilfredshed.
- Det er det samme som at nedlægge Grand Canyon, sagde ejer af strandsurferskolen OurStuff på Rømø, Henning Winum Bruun, umiddelbart efter forbuddet til Ritzau.
Men nu vil ministeren altså gøre køretøjerne lovlige igen.
- Jeg kunne jo se sveden på deres pande, fordi det har så store konsekvenser i forhold til aflyste sommerhuse og så videre, da mange turister rejser til området kun for at køre på de her køretøjer, siger ministeren til DR.
Han forventer, at nye regler på området kan træde i kraft i løbet af maj.
- Det kommer til at betyde, at vi kan gennemføre de kunder, vi har booket ind i kalenderen, siger Henning Winum Bruun.
I strandsurfing drives vognene frem af vinden, der rammer vognens sejl. Køretøjet kan derved opnå en høj fart.
Det risikerer at munde ud i alvorlige situationer, lød politiets begrundelse for forbuddet.
- Det kan skabe farlige situationer, når den kørsel foregår på en offentlig strand, hvor gående, cyklister og øvrige brugere af stranden befinder sig, skrev Syd- og Sønderjyllands Politi om forbuddet.
Men ifølge Henning Winum Bruun er der ikke sket alvorlige uheld i hans tid som ejer af en strandsurferskole.
Han mener, at aktiviteten er en spydspids for Danmark og rummer et kæmpe potentiale.
- Vi har ikke bjerge, man kan stå på ski nedad eller bjerge, man kan vandre op ad. Vi er kendt for at være et fladt land med masser af vind, og det skal vi udnytte, tilføjer han.
- Jeg har allerede genansat den første, siger Henning Winum Bruun, der måtte afskedige medarbejdere, da politiet kom med forbuddet.
/ritzau/