Medicinrådet godkender middel der bremser sjælden hjernekræft

INDLAND/KRIMINAL4. SEP 2026 • 09:45

Nyt lægemiddel på det danske marked kan bremse sygdom ved sjælden hjernekræft, der rammer yngre patienter.

Medicinrådet har givet grønt lys til, at et lægemiddel til patienter med en sjælden type hjernekræft må anvendes i det danske sundhedsvæsen.

Det fremgår af Medicinrådets hjemmeside.

Lægemidlet sælges under navnet Voranigo og kan bremse sygdomsforværring hos patienter med grad 2 IDH-muteret gliom.

Sygdommen er en type kræft i hjernen, der viser sig som langsomt voksende, uhelbredelige hjernetumorer, og som typisk rammer yngre patienter i 30-40-årsalderen.

Jannick Brennum, der er næstforperson i Medicinrådet, siger, at medicinen kan få en stor betydning for patienternes livskvalitet.

- Behandlingen kan give patienterne længere tid, før sygdommen udvikler sig og udsætte behovet for yderligere og mere belastende behandling, siger han på rådets hjemmeside.

Sygdommen giver patienterne symptomer som epileptiske anfald, kognitive vanskeligheder, hovedpine og træthed, som kan påvirke deres livskvalitet betydeligt.

Tumoren kan udvikle sig til en mere aggressiv form og forkorte patienternes levetid.

Omkring 81 patienter vurderes aktuelt at være kandidater til behandlingen. Dertil kommer cirka 20 nye patienter om året.

Indtil nu er patienterne blevet opereret og derefter fulgt med kontroller.

Den nye behandling koster mere end den nuværende. Meromkostningen er blevet vurderet til 6,4 millioner kroner per patient.

Men Medicinrådet har vurderet, at omkostningerne er acceptable i forhold til behandlingens effekt. Det har også spillet ind i vurderingen, at sygdommen rammer relativt unge mennesker, lyder det.

Kliniske studier har vist, at lægemidlet kan begrænse sygdomsforværringen og dermed udsætte behovet for efterfølgende behandling.

Rådet estimerer, at behandlingen kan forlænge patienternes levetid med to år. Med den nuværende behandling er den såkaldte restlevetid for patienterne typisk mellem 12 og 14 år.

Der er usikkerhed om effekten på overlevelse, da den bygger på en antagelse om, at længere tid uden sygdomsforværring også medfører længere overlevelse.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT