Markant flere familier søger om hjælp til sommerferien

31. MAJ 2023 • 05:30INDLAND/KRIMINAL

Organisation har på få år oplevet over en tredobling i antallet af ansøgninger om en gratis ferie.

Flere og flere børnefamilier søger om hjælp til sommerferien i form af et økonomisk tilskud eller et gratis ferieophold.

Hos organisationen Dansk Folkehjælp, der sender børnefamilier på gratis ferieophold, har man oplevet en stigning i antallet af ansøgninger på 25 procent siden sidste år.

Det oplyser organisationen.

12.820 børnefamilier søgte i år om hjælp. Sidste år var tallet 10.232, og går man tilbage til 2019, var det blot 3946, der søgte om feriehjælp - altså under en tredjedel af tallet for i år.

- Det er simpelthen blevet dyrere at være familie i Danmark, siger generalsekretær for Dansk Folkehjælp Mirka Mozer.

- Der er et klart og tydeligt efterslæb på inflationen, og fødevarepriserne er steget. Det mærker man, hvis man i forvejen er i en presset økonomisk situation.

For organisationen har det langtfra været muligt at efterkomme det høje antal ansøgninger.

1076 familier modtog feriehjælp - altså lidt over en ud af 13 ansøgninger - og det ærgrer Mirka Mozer.

- Vi gør det, vi kan inden for vores rammer. Men det her afspejler en større ulighed, som man bør gøre noget ved politisk, siger hun.

For de familier, der får hjælp, kan det imidlertid være en vigtig oplevelse, som de ikke ellers havde haft mulighed for, forklarer hun.

- Det betyder, at de har mulighed for at holde en ferie sammen, at være sammen og få et afbræk fra en for mange virkelig presset hverdag, siger generalsekretæren.

- For børnene betyder det, at de kan være sammen med deres forældre og skabe nogle gode ferieminder.

Også organisationen Mødrehjælpen, som giver et kontant tilskud til børnefamilierne, har oplevet en stigning i antallet af ansøgninger. Det skriver Politiken.

Sidste år fik organisationen 3265 ansøgninger fra familier. I år fik Mødrehjælpen allerede inden for de første 24 timer, hvor der blev åbnet for ansøgninger, lige så mange ansøgninger som henover den samlede sommer sidste år.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU