Navne, adresser og CPR-numre på omkring 23.000 borgere kan være blevet delt med andre, advarer kommune.
En hackergruppe er brudt ind i et system, der rummer data fra den kommunale tandpleje i Lejre Kommune.Det skriver den midtsjællandske kommune i en nyhed på sin hjemmeside.
Personoplysninger fra omkring 23.000 nuværende og tidligere borgere i Lejre Kommune kan dermed være blevet delt med andre.
Det drejer sig om navne, adresser og CPR-numre på borgere, der har været i forbindelse med tandplejen - herunder børn og deres forældre.
I visse tilfælde kan det også være telefonnumre og e-mailadresser, lyder det fra kommunen.
De berørte borgere vil i disse dage modtage et brev via Digital Post, hvor de blandt andet opfordres til at holde øje med deres bankkonti.
IT-chef i Lejre Kommune, Stiven Fischer, fortæller, at et CPR-nummer typisk ikke alene er nok til at begå økonomisk kriminalitet. Det vil ofte også kræve oplysninger som MitID eller data fra banken.
- Et CPR-nummer kan dog indgå i identitetstyveri og for eksempel benyttes til at skabe troværdighed i svindel, og derfor er det vigtigt at være opmærksom, siger han i nyheden.
Det er hos en af Lejre Kommunes leverandører, at hackerangrebet er sket. Det fremgår ikke, hvornår gruppen er brudt ind i systemet.
Men kommunen oplyser, at den har været i tæt dialog med både leverandøren og Datatilsynet.
Vicekommunaldirektør Tine Lykkegaard Marker fortæller, at de i kommunen er oprørte over, at bruddet kan ske.
Den vigtigste opgave lige nu er ifølge vicekommunaldirektøren at få kontaktet og hjulpet de berørte borgere.
- Derefter ser vi på, hvordan vi i fremtiden kan gøre endnu mere for datasikkerheden i samarbejde med vores leverandører, siger Tine Lykkegaard Marker.
Lejre Kommune har oprettet en telefonisk hotline, hvor berørte borgere kan få svar på spørgsmål om sikkerhedsbruddet.
/ritzau/