Læger tvivler på regeringsløfte til barnløse over 40 år

15. JUN 2026 • 06:00INDLAND/KRIMINAL

Kvinder op til 46 år skal kunne få gratis fertilitetshjælp. Chancen for graviditet er minimal, påpeger læger.

Alle skal kunne få gratis fertilitetshjælp til så mange børn, som de ønsker sig.

Det fremgår af den nye regerings arbejdsgrundlag.

Men regeringen bør opgive den del af forslaget, der vil give kvinder over 41 år mulighed for at blive behandlet på offentlige klinikker, siger Anja Pinborg, der er næstformand i Dansk Fertilitetsselskab.

- Chancen for at blive gravid med ens egne æg er meget lille, når kvinden er over 40 år. Per behandling lykkes det for cirka fem procent.

- Blandt dem vil cirka halvdelen abortere, fordi der ofte er kromosomfejl i æg hos kvinder i den alder. Vi kommer til at skuffe mange, hvis der bliver sendt et signal om, at behandling til den aldersgruppe er let, siger Anja Pinborg.

Foruden at være næstformand i selskabet er hun professor i reproduktionsmedicin og arbejder til daglig som læge på Fertilitetsklinikken på Rigshospitalet.

Her og på landets andre offentlige klinikker kan kvinder få behandling, indtil de fylder 41 år. Lykkes det ikke inden da at blive gravid, kan behandlingen fortsætte for egen regning på en privatklinik.

I det politiske grundlag fremgår det ikke, hvor den nye aldersgrænse skal ligge. Men der henvises til, at den skal hæves til samme alder som i det private. Her er den 46 år.

En ny aftale skal forhandles på plads med Danske Regioner, der driver sygehusene.

Her siger formand for sundhedsudvalget Christoffer Buster Reinhardt (K), at pengene bruges bedst på de patienter, der har størst chancer for en succesfuld graviditet.

- Det er enormt positivt, at regeringen vil styrke fertilitetsområdet. Men vi skal bruge skatteborgernes penge der, hvor effekten er størst.

- Den nuværende grænse i det offentlige på 41 år er fornuftig.

Spørgsmål: Er det ikke sympatisk at forsøge at skabe større lighed, så ikke kun dem, der selv kan betale, kan få hjælp efter 41 år?

- Jo, men jeg synes også, at man som politiker en gang imellem bliver nødt til at være ærlig og sige, at der skal ske en prioritering, siger Christoffer Buster Reinhardt.

Omkring hvert ottende barn i Danmark kommer til verden som et resultat af fertilitetsbehandling, oplyser Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Den mest udbredte behandlingsform er IVF-behandling, hvor æg udtages fra æggestokkene og befrugtes med sædceller uden for livmoderen.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT