Journalistformand stopper efter ti år i forbundstop
Tine Johansen, der er formand i Dansk Journalistforbund, genopstiller ikke ved kommende valg i organisationen.
Tine Johansen stopper som formand for Dansk Journalistforbund (DJ).Efter seks år på posten har hun valgt ikke at genopstille som formand på Dansk Journalistforbunds kommende delegeretmøde.
Det fremgår af et opslag på LinkedIn, skriver fagbladet Journalisten.
- Når kalenderen rammer 28. april, på andendagen af DJ's delegeretmøde, vil jeg ikke modtage genvalg. Jeg har nemlig besluttet ikke at genopstille for endnu en periode som forbundsformand, skriver Tine Johansen.
Af opslaget fremgår det, at hun til sommer fylder 50 år, og det er en god anledning til at tage livet og arbejdslivet op til revision, skriver hun.
- Mit hverv er til tider nærmest euforisk, til tider slidsomt, og med tiden er jeg blevet god til at balancere de modpoler. Alligevel har jeg fundet stopknappen, og den trykker jeg på 28. april.
- DJ skal videre mod nye sejre, og det skal jeg også, skriver formanden.
I ti år har Tine Johansen været valgt til at stå i spidsen for Dansk Journalistforbund. Først i fire år som næstformand og de seneste seks år som formand.
Johansen overtog posten som formand i DJ i 2019, da den tidligere formand, Lars Werge, trådte tilbage efter kritik.
Lars Werge kom med en kontroversiel formulering om, at det var den "journalistisk kompromisløse linje", der gjorde, at Øjvind Hesselager måtte træde tilbage som ansvarshavende chefredaktør for fagbladet Journalisten.
Tine Johansen kaldte dengang kritikken af Werge "voldsom", men "berettiget".
- What a ride (sikke en tur, red.), lyder det fra Tine Johansen om de ti år, hvor hun har været en del af forbundstoppen i DJ.
Ifølge formanden har det været en "kæmpe ære og et privilegium" at blive valgt af sine kolleger til at stå i spidsen for "et stærkt fagligt fællesskab" og 18.000 mennesker, som løser "vigtige opgaver i demokratiet", lyder det på LinkedIn.
Opslaget melder ikke noget om, hvad fremtiden bringer rent professionelt, når hun træder tilbage fra formandsposten. Men familien skal blandt andet prioriteres, skriver Tine Johansen.
/ritzau/