Jan Linnebjerg rørt til tårer efter Robert-triumf: Nogle har taget en chance
Pyrus-skuespiller Jan Linnebjerg føler, han har fået en ny chance, efter at han fik en alvorlig rolle på DR.
Jan Linnebjerg, der er kendt for at spille Pyrus, har modtaget en Robert, karrierens første pris, for sin birolle i DR-dramaet "Generationer".Skuespilleren, som også kan fejre sin 66-års fødselsdag lørdag aften, er tydeligt rørt til tårer, da han takker for statuetten foran publikum til Robert Prisen 2026 i Tivoli Hotel & Congress Center i København.
- Jeg er sindssygt stolt, og jeg er dybt taknemmelig. For at være i live, nummer et. Men der er nogle, der har taget en chance - lidt sent, tilgivet - men en stor tak for at turde binde an med mig, lyder det fra Jan Linnebjerg.
- Jeg blev taget imod fordomsfrit og kærligt. Det bedste er at være tilbage i mit elskede fag og få lov til at arbejde.
Det er præcis 40 år siden i år, at Jan Linnebjerg blev uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i København.
I 1994 landede han rollen som Pyrus i julekalenderen "Alletiders jul". En rolle, han genoptog i tre yderligere julekalendere og i en spillefilm.
Siden han fik rollen, har han haft svært ved at smide nissehuen, og filmbranchen har også haft svært ved at se ham uden den, fortæller han, da han møder den fremmødte presse.
- Jeg troede jo, da jeg landede Pyrus, at de gyldne porte ville åbne sig.
- Jeg tænkte: "Det her må sgu da kunne sparke noget røv". Det gjorde det også - men bare på en anden måde, end jeg havde forestillet mig.
Siden har han i mange decembermåneder over årenes løb underholdt som Pyrus i storcentre og til julearrangementer.
I 2022 fulgte TV 2 hans kamp for at løsrive sig fra Pyrus i dokumentaren "Nissen flytter altid med".
Her fortalte han også om sit alkoholmisbrug.
For nogle år siden blev han kontaktet om en casting på en ny DR-serie, og han kunne ikke tro sine egne ører.
- Jeg synes, det er modigt af dem, der har sagt: "Skal vi ikke prøve?", for det er der ikke andre, der har gjort, fortæller Jan Linnebjerg.
I "Generationer" spiller Jan Linnebjerg enkemanden og familiefaren Jesper.
DR-dramaet centrerer sig om fire kvinder i tre generationer og om fundet af liget af et spædbarn, der optrevler en række hemmeligheder i familien.
Jan Linnebjerg håber, at Robert-prisen kan åbne nogle nye gyldne porte.
- Jeg ville da virkelig ønske, at der er nogle, der ringer med noget og siger: "Skal du ikke være med i dét og dét?". Og så vil jeg selvfølgelig sige ja. Klart, lyder det fra Jan Linnebjerg, der vil fejre sejren med en alkoholfri øl.
/ritzau/
