It-kriminelle bruger årsopgørelsen som anledning til svindel
Svindlere kan sende sms'er eller e-mails med et link, hvor man bliver bedt om at skrive sine kontooplysninger.
Når der åbnes op for årsopgørelsen for 2024 den 24. marts, er det samtidig en anledning, som it-kriminelle bruger til at svindle.Det skriver Ingeniørforeningen, IDA, i en pressemeddelelse.
Ifølge Jørn Guldberg, der er it-sikkerhedsekspert hos IDA, bruger svindlerne begivenheder, hvor "paraderne er nede", og hvor der er noget, man gerne vil opnå.
- Her er årsopgørelsen en af de klassiske, fordi vi venter på at se, om vi måske skal have penge tilbage. Og så er det jo fristende, hvis man får en sms, hvor der står, at man kan komme hurtigere igennem køen.
- Men det er altid svindel, understreger han.
Typisk vil svindlerne sende en sms eller en e-mail med et link til en hjemmeside, hvor man bliver bedt om at indtaste sine kontooplysninger.
Oplysningerne kan blive brugt i senere "bankangreb".
- Det kaldes det, når svindlere ringer og siger, at ens bankkonto er under angreb, og at de er nødt til at flytte penge. De vil kende kontooplysningerne, fordi man allerede har fortalt dem det, da man trykkede på linket, siger Jørn Guldberg.
Det er blevet sværere at se, om sms'en eller e-mailen kommer fra en svindler.
- Svindlerne bruger kunstig intelligens som et effektivt værktøj til at få beskederne til at se rigtige ud. De er formuleret fuldstændig, som den ægte afsender ville gøre, siger Jørn Guldberg.
Forskellen er bare, at Skat aldrig ville sende en sms eller en e-mail, lyder det fra it-sikkerhedseksperten.
I år er der flere ændringer i årsopgørelsen end normalt. Det har Vurderingsstyrelsen tidligere oplyst.
Blandt andet vil de samlede boligskatter for første gang kunne ses sammen med deres eventuelle boligskattelån for 2024.
Derudover vil pensionist-, indefrysnings- og tillægslånene også være samlet på årsopgørelsen i år.
Disse ændringer kan ifølge Jørn Guldberg føre til, at folk bliver mere utålmodige, når de skal ind og tjekke deres årsopgørelse.
Men der er ingen genveje til at slippe udenom køen.
- Man er nødt til at acceptere, at man skal sidde i køen og vente. Der er ikke nogle genveje til at komme ind på hjemmesiden, siger han.
/ritzau/