Interesse for skønlitteratur når højeste niveau i 30 år
Skønlitteraturen slår faglitteraturen, når det kommer til befolkningens daglige læsevaner.
Tæt på hver fjerde borger i Danmark læser ifølge dem selv dagligt eller næsten dagligt skønlitteratur.Det er den højeste andel i 30 år, skriver Danmarks Statistik i en pressemeddelelse.
Siden 1993 er tallet steget med knap 10 procent til samlet 23 procent af befolkningen i 2024.
Skønlitteratur dækker blandt andet over romaner for eksempel kriminalromaner eller værker som digte, eventyr og noveller.
I første halvdel af 2024 blev der solgt næsten en halv million danske skønlitterære værker, viser tal fra Danmarks Statistik.
Selv om tæt på hver fjerde vælger skønlitteraturen, er tallet noget lavere for dem, der læser faglitteratur.
Her siger hver tiende, at de læser faglitteratur hver dag eller næsten hver dag.
Læsere af faglitteratur er dog en gruppe i vækst, viser tallene fra Danmarks Statistik.
Selv om at den daglige læsning af både skønlitteratur og faglitteratur er inde i en positiv stime, er der fortsat en hel del borgere, der ikke finder samme læselyst.
Tæt på halvdelen af de danskere, der ikke læser, forklarer, at det skyldes manglende interesse.
Hver fjerde fortæller, at det skyldes problemer med at koncentrere sig om læsningen.
Den manglende interesse rammer særligt de trykte aviser, hvor læsertallet svinder kraftigt ind, skriver Danmarks Statistik.
Frem til 2012 læste en stor andel af befolkningen trykte aviser, men derefter faldt tallet med omkring 70 procentpoint frem til 2024.
Sidste år læste omkring hver femte trykte aviser.
Faldet i interessen for de trykte aviser betyder dog ikke, at befolkningen er holdt op med at interessere sig for nyheder. Nyhederne tilgås blot gennem andre kanaler.
Omkring 80 procent får sine nyheder gennem digitale medier som tv, pc, tablet eller smartphone. Knap halvdelen af befolkningen får adgang til nyhederne gennem radioen.
/ritzau/