Hvert ottende vandværk har været udsat for cyberangreb
Danske vandværker er ifølge vandværkers organisation i stigende grad mål for cyberangreb.
Hvert ottende vandværk har været udsat for et cyberangreb.Det viser en undersøgelse, som organisationen Danske Vandværker i efteråret 2026 har foretaget blandt 691 forbrugerejede vandværker.
12 procent af vandværkerne - svarende til 83 værker - oplyser, at de på et tidspunkt har været udsat for cyberangreb.
- Selv om tallene ikke nødvendigvis afspejler alvorlige hændelser i alle tilfælde, peger det på, at vandværkerne i stigende grad oplever at være et mål, siger direktør Lise Lotte Toft til Danske Vandværkers hjemmeside.
Et af de vandværker, der har været udsat for angreb, er Udsholt Vandværk i Gribskov Kommune.
Vandværket, der leverer vand til omkring 5000 husstande, blev ramt i efteråret 2025, fremgår det af Danske Vandværkers hjemmeside.
Angrebet medførte, at det var nødvendigt at afbryde internetforbindelsen til omverdenen og køre såkaldt ø-drift.
Forbrugerne mærkede ikke, at vandværket havde været udsat for et cyberangreb, fremgår det af Danske Vandværkers hjemmeside.
Tidligere har det været fremme, at et vandværk i Tureby-Alkestrup syd for Køge i december 2024 blev ramt af et cyberangreb.
Ved angrebet lykkedes det hackere at kontrollere vandtrykket, så der blev skruet op og ned for trykket med sprængte vandrør til følge.
En russisk hackergruppe hævdede efterfølgende på det sociale medie X, at den stod bag angrebet.
Danske myndigheder hævede torsdag trusselsniveauet for destruktive cyberangreb mod Danmark fra middel til høj.
Det skete i kølvandet på en vurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste.
Tjenesten skønner, at Rusland i de kommende måneder vil intensivere sin hybridkrig ved at udføre hyppigere angreb mod Vesten og Nato-lande.
Det hævede trusselsniveau gælder blandt andre organisationer med ansvar for kritisk infrastruktur i Danmark.
Det er eksempelvis vandsektoren, der består af cirka 2500 vandforsyningsselskaber og lidt over 100 spildevandsselskaber.
RITZAU
