Hundredvis af danskere melder om bilskader efter hagl i Italien

25. JUL 2023 • 15:29INDLAND/KRIMINAL

Hagl og voldsomt uvejr i Norditalien har ført til bilskader for mange danskere på ferie.

Alarmcenteret SOS International har i løbet af natten modtaget opkald fra hundredvis af danskere om skader på biler efter store hagl og uvejr i Italien.

Det skriver organisationen tirsdag på sin hjemmeside.

- Sent mandag aften blev Norditalien ramt af et uvejr med store haglbyger, som har forårsaget skader primært på materiel, skriver SOS International.

- Alarmcenteret har gennem natten modtaget mere end 700 opkald fra primært danske ferierende i området, hvis biler er kommet til skade.

SOS International ejes af 11 nordiske forsikringsselskaber og tilbyder læge- og rejseassistance.

Tirsdag morgen meldte brandmyndigheder omkring storbyen Milano fortsat om en "meget svær situation", skriver det italienske nyhedsbureau Ansa.

Italiensk beredskab havde modtaget over 200 henvendelser om at få hjælp siden klokken 04.00 om morgenen på grund af blandt andet nedfaldne træer og oversvømmelser. Det skrev Ansa ved middagstid.

Nær byen Brescia døde en 16-årig pige på spejderlejr, da hun sov i et telt, som blev ramt af et træ.

Til turister lyder anbefalingen fra SOS international "at følge de lokale retningslinjer samt holde sig opdateret via de lokale myndigheder og medier".

- Da vi fortsat modtager mange opkald, vil der desværre forekomme længere ventetid, og vi vil ringe tilbage til alle, så snart det er muligt, skriver organisationen.

En af de danskere, der blev ramt af uvejret, er 40-årige Morten Aagaard.

Han tilbringer sin ferie med familien i en lejlighed ved Gardasøen, der ligger tæt på Milano.

Og han fortæller, at stort set alt i nærområdet har lidt stor skade af uvejret.

Træer er væltet, solceller og vinduer er knuste, og massevis af tagsten er faldet af tagene.

- Lige pludselig begyndte det at blæse op og lyne kraftigt, og så ramte det ellers bare med hagl. Alle facader på den ene side af alle huse er broderet med noget, der ligner skudhuller, siger han.

- Vi er alle sammen uskadte, men der er mange andre, der har ligget i telte i området. Der er det vist ikke gået så godt.

Samtidig har han fået "totalsmadret" sin Tesla. Hagl på størrelse med golfbolde fløj ned i panoramataget. Nu hænger taget nede i bilen, der er gennemblødt og fyldt med bittesmå glaspartikler.

Af den grund har Morten Aagaard taget kontakt til SOS International i forsøget på at få hjælp. Hans egen Tesla kan nemlig ikke bringe ham og familien hjem, siger han.

- Det er selvfølgelig begrænset, hvad de (SOS International, red.) har af lejebiler og muligheder. Man er lidt overladt til sig selv, hvad det angår. Men det er fuldt forståeligt, siger han.

- Vi har taget elløbehjul med, så vi kan bevæge os lidt.

Midt under det voldsomme uvejr samlede han sig sammen med en række andre danskere.

- Det var egentlig det mest hyggelige. Vi tog det med et smil og delte et par øl i forsøget på at holde gejsten oppe, siger Morten Aagaard.

Planen er, at han rejser hjem til Danmark lørdag. Men ifølge ham selv er det svært at spå om, hvordan det skal ske.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT