Hovedveje på Bornholm ventes farbare for sne i løbet af søndag
Mellem 60 og 80 snerydningskøretøjer er i færd med at rydde Bornholms hovedveje søndag efter snefygning.
Det ventes, at man vil kunne køre på de største veje på Bornholm i løbet af søndagen, efter at snefygning og driver har gjort det svært at bevæge sig ud i trafikken.Det oplyser vagthavende ved vintertjenesten i Bornholms Regionskommune Lene Kristensen.
- Vi begyndte at rydde klokken 03 i morges på de store veje. Vi er i gang med at prøve at få ryddet det hele, men der går nok et stykke tid, før man kan køre ud igen, siger hun.
Mellem 60 og 80 køretøjer er i gang med at rydde sneen, oplyser Lene Kristensen.
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) udsendte lørdag aften et varsel om risiko for snefygning.
Først på søndagen kan der lokalt forekomme snefygning.
Snefygningen har medført, at Bornholms Politi fraråder al unødig udkørsel.
Og det er ikke sneen, men vinden, der gør, at trafikken bliver påvirket, oplyser Lene Kristensen.
- Det fyger så meget, og det skaber driver. Det er det, der er problemet.
- Vi forventer, at vinden lægger sig i løbet af dagen, og i aften ser det ud til, at det nærmest er vindstille. Det hjælper lidt på det, siger hun.
Det er kun hovedveje og større veje, der er nødvendige for, at trafikken flyder, som bliver ryddet.
- De bliver mindst farbare i ét spor, så man kan klemme sig igennem, siger Lene Kristensen.
Mindre veje bliver ikke ryddet i weekenden.
- Dem begynder man først at gøre noget ved mandag morgen, så der kan godt være udfordringer forbundet med dem, når folk begynder at køre på arbejde og i skole, siger Lene Kristensen.
Snerydningskøretøjerne begynder at rydde de mindre veje mandag mellem klokken 04 og 05.
Næsten hele landet har søndag morgen frostvejr både i luften og på vejbanerne, lyder det på DMI's hjemmeside.
- Selv om luften er ret tør, er der dannet rim på vejene mange steder. Der er der risiko for pletvis rimglatte veje, skriver DMI.
/ritzau/