Halvdelen af udenlandske turistbusser overtræder momsregler

INDLAND/KRIMINAL29. AUG 2026 • 16:14

Styrelse vil efter gennemført kontrol kontakte udenlandske busselskaber, der ikke var momsregistrerede.

Det er langtfra alle udenlandske turistbusser, der overholder momsreglerne, når de ruller på vejene i København.

Knap halvdelen af 35 udenlandske busselskaber, der er blevet kontrolleret i en stikprøve, var ikke momsregistreret i Danmark.

Det skriver Skattestyrelsen, der står bag en undersøgelse udført i København, i en pressemeddelelse.

I alt 46 udenlandske turistbusser fordelt på 35 forskellige busselskaber indgår i kontrollen.

Af de 35 selskaber var 19 momsregistreret på kontroltidspunktet.

16 selskaber, svarende til 45,7 procent, var ikke momsregistreret.

Sammenlignet med en lignende kontrol sidste år er der dog en mindre stigning i busselskaber, der overholder reglerne.

Det er først og fremmest positivt, mener underdirektør i Skattestyrelsen Rasmus Winther Borup.

- Men vi kan samtidig konstatere, at der fortsat er selskaber, som ikke har fået styr på deres momsregistrering, selv om de kører med turister i Danmark. Derfor er der stadig behov for at holde øje med området, siger han.

Skattestyrelsen vil efter kontrollen kontakte de selskaber, der ikke var momsregistreret ved kontrollen, for at få dem registreret.

Styrelsen kan vejlede selskaberne og stille krav om, at de bliver registreret.

Hvis et selskab ikke efterlever et påbud, kan der også pålægges daglige bøder.

Indsatsen på området skal medvirke til, at danske og udenlandske busselskaber konkurrerer på lige vilkår og overholder de samme regler.

Sommerens kontrolaktion blev gennemført ved flere centrale turiststeder i København såsom Tivoli, Thorvaldsens Museum, Christiansborg, Kongens Nytorv samt ved Kastellet og Den Lille Havfrue.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT