Halvdelen af Danmarks resultat i Eurovision er allerede afgjort

16. MAJ 2026 • 20:25INDLAND/KRIMINAL

Lørdag aften skal Søren Torpegaard Lund udelukkende overbevise seerne om, at han skal vinde Eurovision.

Selv om årets Eurovision-finale først officielt begynder, når tv-signalet sender grandprixet ud til seere i hele verden klokken 21 i aften fra Østrigs hovedstad, Wien, er halvdelen af bedømmelsen allerede afgivet.

For til fredagens anden generalprøve afgav landenes respektive fagjuryer deres point til de 25 finalister.

Herunder til Danmarks deltager, Søren Torpegaard Lund, som repræsenterer Dannebrog med "Før vi går hjem".

Heldigvis gik gårsdagens show "skidegodt".

- Ligegyldigt hvad der sker i dag, har det her bare været en rigtig god dag, lyder det fra det danske grandprixhåb foran den danske presse forud for finalen.

For få timer inden showstart modtog "Før vi går hjem" komponistprisen ved uddelingen af Marcel Bezençon Awards.

Alle sangskriverne, der har været inde over årets 35 grandprixsange, har stemt på, hvilken de synes, er årets bedste.

Og her faldt valget på "Før vi går hjem", som Søren Torpegaard Lund har skrevet sammen med Clara Sofie Fabricius, Thomas Meilstrup og Valdemar Littauer Bendixen.

- Jeg er så stolt. Jeg er meget, meget stolt og glad, lyder det fra Søren Torpegaard Lund.

- Jeg føler på rigtig, rigtig mange måder, at jeg allerede har vundet. Jeg har haft den vildeste oplevelse i mit liv.

Med statuetten i ryggen skal Søren Torpegaard Lund nu imponere seere og forhåbentligt vinde hele Eurovision med "Før vi går hjem".

Han udpeger Finland, Bulgarien, Australien og Grækenland som sine største konkurrenter.

- Jeg har stadigvæk masser af benzin i tanken, forsikrer han.

Nu skal han ud og gøre sig klar til at synge sit livs sang.

- Jeg skal varme min krop op og sikre, at der er hul igennem skrigeskinken. Så det sørger jeg for.

- Og så kigger jeg mine dansere i øjnene, og så siger vi til hinanden: "Nu skal vi ikke bevise noget over for nogen, men ind og dele noget, vi har øvet os på. Og det er det, vi går ind og gør.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT