Grønt tiltag hæver ølpriserne på årets Smukfest
Smukfests ambition er, at 75 procent af festivalens nye, klimavenlige ølkrus skal indsamles og genanvendes.
Smukfest har i forvejen en af Danmarks dyreste festivalbilletter, og i år skal gæsterne også være forberedte på at betale lidt ekstra i ølboderne.Den jyske festival har nemlig i det nye, grønne tiltag "Byt til nyt" indført en afgift på ølkrus. Det betyder, at gæster nu skal betale fem kroner for et krus oveni ølprisen.
Til gengæld kan de nye, genanvendelig krus gratis byttes til et nyt i baren, såvel som de kan pantes for en enkelt krone i returboderne.
- Vi har ikke fundet noget krus endnu, som er mere miljørigtigt i længden som det krus, vi har fundet i år, siger bæredygtighedskoordinatoren for Smukfest, Cathrine Christensen.
For at bæredygtighedsmålet skal indfris, kræver det dog, at festivalgæsterne samarbejder om at få krusene sorteret rigtigt.
Ambitionen er nemlig at indsamle 75 procent af de omkring 1,4 millioner krus, der forventes at blive brugt i Bøgeskoven.
Hvis det lykkes, vil det nye krus ifølge festivalen være det mindst CO2-belastende krus, der har været muligt at finde på festivalmarkedet.
Det understøtter en analyse lavet af bryggeriet Royal Unibrew, der står for det nye krus.
Kruset er ifølge analysen markant mere miljøvenlig end de vaskbare genbrugskrus af hård plast, som Royal Unibrew har forsøgt sig med på andre festivaler, lyder det i en pressemeddelelse fra bryggeriet.
For selv hvis de nye "cirkulære" krus ødelægges, kan dets materiale genanvendes. Derfor har Smukfest lavet en række initiativer, som gør det mere attraktivt for gæsterne af aflevere krusene igen.
- Vi regner med at få en del byttet ind over barbordet. Men vi har derudover udrullet 500 nye skraldespande, så vi har mere fokus på, at man alle steder kan finde skraldespande, der matcher til ens krus.
- Derudover har vi sat panten op i vores returboder. Der kan man få en krone for et krus, så vi har pantsamler og gæster, der samler ind den vej, siger Cathrine Christensen.
Første musikdag på festivalen har ifølge indholdschefen for Smukfest, Trine Bang, været en succes.
Der er nemlig blevet returneret 85 procent af de købte krus, lyder det fra hende på et pressemøde torsdag eftermiddag.
Det vider ikke endnu, om det har påvirket det samlede ølsalg på festivalen.
/ritzau/