Grønlandsk politi er i dialog med Secret Service under Vance-besøg

24. MAR 2025 • 19:55INDLAND/KRIMINAL

En amerikansk delegation besøger torsdag Grønland, og dansk politi er rejst til Nuuk for at assistere.

Grønlands Politi er i dialog med sikkerhedstjenesten Secret Service i forbindelse med det kommende besøg fra en amerikansk delegation.

Det siger vicepolitiinspektør Gideon Qvist på et pressemøde ifølge DR.

Præcis hvad dialogen indebærer, vil han ikke berøre.

- Det kan jeg ikke komme ind på, men vi taler sammen, siger vicepolitiinspektøren.

Secret Service har ansvaret for den amerikanske præsidents og andre toppolitikeres sikkerhed.

Torsdag ankommer en amerikanske delegation til Grønland.

Delegationen består af Usha Vance, som er hustru til den amerikanske vicepræsident, i selskab med USA's nationale sikkerhedsrådgiver, Mike Waltz, og energiminister Chris Wright.

Besøget sker, på et tidspunkt hvor USA's præsident, Donald Trump, har gjort det klart, at han har en interesse i at overtage Grønland.

For at løse sikkerhedsopgaven omkring det amerikanske besøg har Grønlands Politi rakt ud til danske kollegaer og bedt om hjælp.

- Og det har vi fået. Der er ankommet et passende antal fra dansk politi. Opgaven bliver at bevare ro og orden under besøget rent sikkerhedsmæssigt, siger Gideon Qvist.

Af operative hensyn ønsker Gideon Qvist ikke at røbe det eksakte antal danske kollegaer til opgaven.

Vicepolitiinspektøren fastslår, at der ikke er grund til bekymring hos borgerne, selv om der vil være flere betjente i gadebilledet.

- Vi er der for deres skyld. Vi er her for at sikre god ro og orden, og at der ikke sker noget under besøget eller noget med borgerne.

- Der er ingen indikationer på, at der sker noget under besøget, lyder det.

I en pressemeddelelse oplyser Grønlands Politi, at der fra amerikansk side selv kommer et større sikkerhedsopbrud.

- I går (søndag, red.) landede to fly fra det amerikanske luftvåben, som blandt andet medbragte nogle særlige køretøjer, skriver politiet.

Den amerikanske delegation skal i Grønland besøge historiske steder, lære om grønlandsk kulturarv og overvære Grønlands nationale hundeslædeløb.

Usha Vance og delegationen rejser tilbage til USA lørdag 29. marts.

Det amerikanske besøg i Grønland har været genstand for kritiske røster.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har tidligere meldt ud, at hun ser "med alvor" på besøget og understreger, at "kongeriget" ønsker at samarbejde med amerikanerne.

De Radikales politiske leder, Martin Lidegaard, mener, at besøget er "grænseoverskridende, fordi der er ingen, der har inviteret nogen af gæsterne".

Grønlands fungerende regeringsleder, Múte B. Egede, har i et opslag natten til mandag udtalt, at der ikke bliver nogen møder mellem gæsterne og den fungerende grønlandske regering, Naalakkersuisut.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT