Google stopper kritiseret nyhedseksperiment
Google afslutter et eksperiment, der har afskåret en procent af danskere fra nyhedsmedier på søgemaskinen.
Google afslutter denne weekend et nyhedseksperiment, der har holdt nyhedsmedier skjult for én procent af brugerne i Danmark på Googles søgemaskine.Det siger Googles chef for nyheder og partnerskab i Norden, Dimitra Letsa, til Journalisten.
Afslutningen af eksperimentet skyldes ifølge Letsa, at virksomheden har indsamlet nok data.
Eksperimentet er blevet kritiseret af både EU-parlamentarikere og danske ministre.
- Testen bliver afsluttet i denne weekend, da vi har indsamlet den fornødne data. Dermed bliver nyhedsindhold i søgeresultaterne for de berørte en procent af brugerne atter vist på samme måde som før testen. Vi vil herefter analysere dataene og dele vores læringer og konklusioner i de kommende uger, oplyser Dimitra Letsa i et skriftligt svar til Journalisten.
Ifølge virksomheden var formålet med eksperimentet at indsamle data om, hvor meget nyhedsindholdet fylder i Googles søgninger.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) kritiserede i december eksperimentet og sagde, at mange danskere bruger Google hver dag til at finde nyheder.
- Ved at afskære én procent af befolkningen muligheden for at komme ind på danske nyhedsmedier, så starter man en nyhedstombola, gør danskerne til forsøgsdyr, og man gør det, uden at informere dem der bliver berørt og uden at spørge om lov først, sagde Engel-Schmidt.
Sammen med digitaliseringsminister Caroline Stage (M) sendte han et brev til den administrerende direktør i Alphabet, som er selskabet bag Google.
I brevet opfordrer ministrene til, at forsøget stoppes
Foruden Danmark blev en procent af brugerne i Belgien, Kroatien, Grækenland, Italien, Holland, Polen og Spanien også påvirket af Googles eksperiment.
Frankrig skulle efter planen også have været en del af forsøget. Her havde regeringen succes med at få eksperimentet forbudt ved en domstol.
I december gik den danske regering i gang med at undersøge, om der er juridiske forhold, som gør, at Googles eksperiment er ulovligt.
Eksperimentet fjernede medieindhold for de påvirkede brugere i søgemaskinen. Brugerne kunne stadig tilgå mediernes hjemmesider i Googles browser.
Google offentliggjorde sin hensigt om at indføre eksperimentet den 14. november 2024.
Det er uvist, præcis hvornår eksperimentet blev igangsat.
/ritzau/