KØB ABONNEMENT

Retningslinjer mellem politi og presse aftales fredag

INDLAND/KRIMINAL • 22. OKT 2026 • 10:13

Mødet kommer efter episoder, hvor to fotografer blev slået med knipler af politifolk under demonstrationer.

Rigspolitichef Lasse Boje skal fredag mødes med ledelsen af både Dansk Journalistforbund og Pressefotografforbundet for at tale om retningslinjer og aftaler mellem politi og presse.

Det oplyser Dansk Journalistforbund i en pressemeddelelse torsdag.

Mødet kommer efter episoder lørdag, hvor en fotograf fra Ekstra Bladet og en fotograf fra Politiken blev slået med knipler af politifolk i forbindelse med dækningen af to demonstrationer i København.

Allan Boye Thulstrup er forperson for Dansk Journalistforbund.

Han vil blandt andet foreslå, at man kan øge og gentænke undervisningen på Politiskolen i, hvordan man skal opføre sig over for pressefolk under demonstrationer.

- Det vil helt oplagt ikke løse, at de uddannede betjente ikke ville modtage den undervisning, så det kan være, der skal være en form for efteruddannelse eller videreuddannelse, siger han.

Ifølge ham var hændelsen lørdag helt uacceptabel.

Det er voldsomheden, som Dansk Journalistforbund og Pressefotografforbundet reagerer på.

- Det er to fotografer på samme dag, der udsættes for det, der er slag, og der er en, der er nødt til at tage på skadestuen, siger Allan Boye Thulstrup.

Han understreger, at der er en god fotodokumentation af episoderne, og at fotograferne ifølge ham opfører sig inden for rammerne.

Dialogen med rigspolitichefen kommer samtidig med, at man ser flere demonstrationer i Europa.

- Det kan også tænkes, at der vil komme flere demonstrationer i Danmark, hvor det vil gå voldsommere til. Der bliver vi nødt til at have nogle spilleregler, så vi er sikre på, at vores medlemmer føler sig trygge.

- Det er afgørende, at journalister og fotografer kan dække dem uden at være bange for at få tæv, siger han.

Mandag oplyste Københavns Politi, at man havde bedt Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) om at undersøge forløbet.

Tirsdag har DUP indledt en efterforskning af de to episoder, oplyser Politiklagemyndigheden på sin hjemmeside.

Typiske efterforskningsskridt vil ifølge DUP blandt andet være afhøring af vidner og indhentning af video.

Det var under demonstrationer for og imod remigration, at de to fotografer lørdag blev slået af politiet.

Episoderne fandt sted to forskellige steder ikke langt fra hinanden.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT