Forskere vil bringe truet østersart tilbage til danske kyster

3. OKT 2024 • 11:00INDLAND/KRIMINAL

Snart udsættes de første fladøsters, der er kommet til verden i et klækkeri i Nykøbing Mors.

Engang var der store banker med fladøsters langs danske kyster.

Men de er forsvundet grundet overfiskeri - ikke bare i Danmark, men i store dele af Europa.

Det viser en kortlægning, som danske forskere har deltaget i. En af dem er professor i historie ved Aalborg Universitet Bo Poulsen.

- Vi ved, at der ikke længere findes oprindelige habitater af fladøsters i Danmark. De forsvandt i anden halvdel af 1800-tallet som følge af overfiskeri.

- Skalaen i projektet betyder, at vi nu kan se, hvor meget vi har tabt, ikke kun i Danmark, men i hele Europa, siger Bo Poulsen.

Færre fladøsters er ifølge professoren skidt for det i forvejen nødlidende havmiljø, da arten er i stand til at filtrere store mængder vand.

- Fladøsters tiltrækker andre arter og skaber dermed et sundt havmiljø med rig biodiversitet. Derudover kan en voksen fladøsters filtrere 200 liter vand i døgnet.

- Det betyder helt konkret, at en fladøstersbanke kan forbedre vandkvaliteten og bidrage til et sundt havmiljø, siger Bo Poulsen.

Der findes pæne bestande af stillehavsøsters i blandt andet Limfjorden og Vadehavet. Men som navnet antyder, er stillehavsøsters en invasiv art.

Hos DTU Aqua arbejder man på at bringe fladøsters tilbage til danske kyster. Det skal ske ved hjælp af et klækkeri, der er etableret i Nykøbing Mors.

Her opformeres babyøsters ved hjælp af gydende moderøsters fra Limfjorden, hvor der stadig er en lille bestand af fladøsters.

Håbet er, at det kan bidrage til en levedygtig bestand af østersarten - til gavn for det øvrige dyre- og planteliv i vandet.

- Vi er så vidt i projektet, at vi allerede her i løbet af efteråret kan sætte de første fladøsters ud i Limfjorden, siger seniorforsker ved DTU Aqua Pernille Nielsen.

Østersrev er ifølge forskeren godt for livet på havbunden, fordi de giver mulighed for, at dyre- og plantearter kan søge føde og lægge æg der.

Planen er, at der på sigt også skal skabes bestande af fladøsters uden for Limfjorden.

- Tanken er, at fladøsters skal sættes ud på beskyttede rev, hvor der ikke fiskes. Det er en måde at hjælpe bestanden på. Det handler om naturgenopretning, siger hun.

Ud over forskere fra Aalborg Universitet og DTU Aqua deltager forskere fra engelske University of Exeter i studiet, der netop er blevet udgivet i tidsskriftet Nature Sustainability.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT