Forsker: Surfere og paddleboards skræmmer og stresser vandfugle

13. JUL 2025 • 10:28INDLAND/KRIMINAL

Færdselsregler på havet stammer ifølge forsker fra en tid, hvor kitesurfere og paddleboards ikke var udbredte.

Det er velkendt, at populære vandsportsaktiviteter som windsurfing, kitesurfing og paddleboards forstyrrer fuglelivet på havet.

Det siger seniorforsker Preben Clausen fra Institut for Ecoscience ved Aarhus Universitet.

- Vi ved helt konkret, at windsurfing er en aktivitet, der forstyrrer fugle meget, især svaner. Det er påvist i reservater i Danmark.

- Vi ved også, at kitesurfing er endnu mere forstyrrende. Det er der britiske undersøgelser, der dokumenterer, siger forskeren.

En kitesurfer står på et bræt, der drives frem af en drage i luften, og aktiviteten ses i stigende grad ved danske kyster og i fjorde.

Dansk Ornitologisk Forening (DOF) mener, at reglerne for brætsejlads bør strammes af hensyn til svaner, ænder og gæs på havet.

De bliver ifølge ornitologerne stresset og i værst fald skræmt væk, når de møder kitesurfere med høj fart og en blafrende drage i luften.

Problemet er størst i perioder, hvor vandfuglene fælder deres fjerdragt og ikke kan flyve, forklarer Preben Clausen.

- I stedet for at flyve lidt længere væk går de i gang med en lang svømmemanøvre, hvor de bevæger sig langt væk. Måske til et sted, hvor der ikke er føde.

- I og med at de ikke kan flyve i den periode tager det lang tid for dem at komme tilbage til de steder, hvor de foretrækker at være, siger han.

Der er regler for eksempel motorbådssejlads, jagt og windsurfing i mange af de fuglerige områder.

Men reglerne er fra en tid, hvor man ikke havde kitesurfere og paddleboards, lyder det fra Preben Clausen.

- De fleste reservater i Danmark blev oprettet i 1990'erne, hvor ingen vidste, hvad paddleboards var, og hvor kitesurferne ikke var begyndt, siger han.

Preben Clausen udgav i 2023 en række rapporter, der netop påviste behovet for opdaterede færdselsregler i beskyttede naturområder.

- Vi peger blandt andet på, at man bør udlægge områder, hvor knopsvaner og dykænder har fred for sejladsaktiviteter i perioder, hvor de fælder, forklarer han.

Det er ifølge forskeren muligt at balancere hensynet til både aktiviteter på havet og fuglelivet.

- Ringkøbing Fjord er et godt eksempel. Her har man tre store reservater til dyrelivet, og så har man givet plads til kitesurfere og windsurfere i andre dele af fjorden.

- Det er spørgsmål om at sige, at der ikke er fri leg alle steder, siger Preben Clausen.

En arbejdsgruppe under Vildtforvaltningsrådet arbejder på at revidere reglerne for færdsel i såkaldte Natura 2000-områder og i vildtreservater.

Arbejdet er dog ifølge Dansk Ornitologisk Forening "flere år forsinket".

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT