Finn Nørgaard-pris går til forening for at mindske radikalisering

14. FEB 2025 • 16:10INDLAND/KRIMINAL

Finn Nørgaard Prisen 2025 er blevet tildelt til foreningen Dialog på Tværs på tiårsdagen for angreb.

Fredag er foreningen Dialog på Tværs blevet tildelt Finn Nørgaard Prisen 2025.

Det er sket på tiårsdagen for angrebet på Krudttønden i København, hvor filminstruktør Finn Nørgaard var blandt de tre dræbte.

Prisen blev oprettet i 2016 af Finn Nørgaard Foreningen og gives ifølge foreningen til initiativer, der har gjort en særlig stor forskel for udsatte børn og unge.

I år modtager Dialog på Tværs prisen for deres dybdegående arbejde med at bygge bro mellem mennesker fra forskellige baggrunde, oplyser Finn Nørgaard Foreningen i en pressemeddelelse.

Her lyder det videre, at gennem dialogworkshops, forumteater og fællesspisninger skaber foreningen rum for forståelse og fællesskab.

- I en tid med risiko for stigende polarisering viser Dialog på Tværs os, at stærkere relationer er nøglen til et stærkere samfund.

- De fortjener i den grad denne pris for deres dedikation til at mindske marginalisering og radikalisering, siger sekretariatsleder Pia Toftdal fra Finn Nørgaard Foreningen.

Sammen med prisen uddeles et arbejdslegat på 50.000 kroner.

Dialog på Tværs blev stiftet i 2019 og er primært drevet af frivillige. Den vil med egne ord gøre det nemmere for os at være sammen på tværs af blandt andet forskellige kulturbaggrunde og fordomme.

Spørger man foreningens leder og stifter, Karen Nørskov, er anerkendelsen "en stor opmuntring til vores arbejde og en kæmpe hjælp".

- Dialog handler om at finde frem til det fælles menneskelige i os alle - uanset hvordan vi ser ud, hvad vi tror eller ikke tror på, om man har dybe rødder her i landet eller rødder et andet sted i verden.

- Og det er der måske mere end nogensinde brug for i en tid med digitalisering og globalisering, som har en tendens til at skabe polariteter, siger hun i pressemeddelelsen.

Finn Nørgaard Foreningen blev stiftet af familie og venner til Nørgaard, efter at han blev dræbt af Omar el-Hussein under angrebet på Krudttønden i København.

Angrebet fandt sted 14. februar 2015. Omkring klokken 01 natten til den 15. februar affyrede Omar el-Hussein også skud foran synagogen i Krystalgade.

Her blev Dan Uzan, som stod vagt foran synagogen, dræbt.

Omar el-Hussein blev dræbt tidligt søndag morgen den 15. februar efter en skudveksling med politiet på Svanevej tæt på Nørrebro Station.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT