Færøske og grønlandske elever kan blive på skolehjem i ferier

11. FEB 2026 • 09:57INDLAND/KRIMINAL

Elever med langt til erhvervsuddannelsen har ikke kunnet bo på deres skolehjem i ferier. Det ændres nu.

Færøske og grønlandske elever på erhvervsuddannelser får nu mulighed for at bo på deres skolehjem i ferier og helligdage. Det oplyser Børne- og Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.

Elever med langt til deres erhvervsuddannelse har allerede i dag mulighed for at bo på et skolehjem, hvor langt de fleste også giver mulighed for overnatning i weekenden.

Nu kommer det så til at gælde alle ferier og helligdage, på nær sommerferien. Hensigten med initiativet er at give mere fleksibilitet for eleverne fra resten af rigsfællesskabet.

- Elever fra Færøerne og Grønland skal ikke bruge tid og penge på at rejse hjem eller finde andre steder at bo i ferier og på helligdage. Jeg håber, initiativet betyder, at vi i fremtiden uddanner flere faglærte fra Færøerne og Grønland, siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S).

Skolehjem med elever fra Færøerne og Grønland får mulighed for at få et tilskud for at holde åbent i de dage. Det er en betingelse, at de holder åbent på ferier og helligdage for at modtage tilskuddet.

Initiativet er en del af en aftale mellem regeringen og et bredt flertal i Folketinget fra maj 2025. Der er afsat 2,5 millioner kroner årligt til ordningen fra 2026 og frem.

Ud over det finansielle tilskud på 2,5 millioner kroner er muligheden for at blive optaget på landets skolehjem også lempet.

Elever med tre kvarters transporttid kan nu blive optaget, hvor man førhen skulle have mindst fem kvarters transporttid til uddannelsen.

Børne- og Undervisningsministeriet opfordrer derudover generelt til, at de danske skolehjem giver elever med lang transporttid mulighed for at overnatte i weekenderne.

Opfordringen gælder alle skolehjemmenes elever og ikke kun elever fra Færøerne og Grønland.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

11. FEB 2026 • 11:12SPORT
Medie: Tottenham fyrer Thomas Frank
FÅ ABONNEMENT