Færgeforening om Læsøs aflysninger: Sænk farten først

16. SEP 2022 • 14:30INDLAND/KRIMINAL

Hold hovedet koldt og se tiden for brændstofpriserne an, lyder opfordringen fra små færgeselskabers forening.

Ligesom mange andre dele af samfundet står også færgeselskaberne over for en voldsom stigning i priserne på brændstof i disse måneder. Og det er en stigning, der har fået flere færgeselskaber til at reagere.

Det står de ifølge Lars Hansen, der er formand for foreningen Småøernes Færgeselskaber. Foreningen er en sammenslutning af 37 små færgeruter rundt omkring i Danmark.

- Vi oplever en ret voldsom stigning i vores omkostninger. Den store omkostning, man har på en færgerute, er først og fremmest personale, og dernæst er det brændstof, siger han.

Læsøfærgen har fredag meddelt, at syv afgange aflyses i september og oktober som følge af stigende brændstofpriser.

Færgeledelsen har i samarbejde med Læsø Kommune også tidligere lagt et såkaldt olietillæg på billetpriserne. Det samme har Lollands Færgefart, der sejler mellem Askø, Fejø og Femø, gjort.

Lars Hansen har ikke hørt om andre færgeselskaber, som overvejer at aflyse afgange. Men han siger, at det kan blive et greb, nogle vælger, hvis ikke priserne snart begynder at falde.

Også Jacob Clasen, viceadministrerende direktør i Danske Rederier, peger på, at flere aflyste afgange er en mulighed.

- Man har forskellige håndtag, man kan dreje på. Man kan sejle færre afgange, sejle langsommere eller se på, om man kan lægge det oven i prisen eller tage det fra overskuddet.

- Jeg tror, at hvis de her priser bliver i det her leje, så kommer flere færgeselskaber til at reagere på det, siger han.

Ifølge Lars Hansen fra Småøernes Færgeselskaber er der dog stadig grund til at holde hovedet koldt, inden man begynder at aflyse afgange og lægge tillæg oven i billetpriserne på færgerne.

Markedsprisen på en tønde olie er i øjeblikket 91 dollar - svarende til cirka 680 kroner - men prisen har været oppe over 100 dollar per tønde i de ni år, Lars Hansen har været en del af branchen.

- Mon ikke krigen i Ukraine, der er en af en af hovedårsagerne til det her, slutter snart. Og så kan man komme tilbage til normale tider.

- Det har altid været sådan, at når brændstofpriserne stiger, er det ikke sjovt at være færgeselskab. Og når de er lavere, kan vi lægge lidt på i cigarkassen til dårligere tider, siger han og tilføjer:

- Det altafgørende er, at man har en hyppig færgefrekvens fra øerne. Man kan spare rigtig meget brændstof ved at bruge genvejsfærgernes ruter i stedet for at køre en stor vej udenom, siger han.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU