Fem lande har boykottet årets Eurovision, som fejrer 70-års jubilæum under sloganet "Forenet af musik".
Den turkise løber er søndag rullet ud i Wien til åbningen af årets internationale melodigrandprix, som afholdes under sloganet "United by music" - forenet af musik.I år har Eurovision 70-års jubilæum. Men fejringen bliver uden Holland, Irland, Island, Spanien og Slovenien, som har boykottet grandprixet grundet Israels deltagelse, der er omdiskuteret efter offensiven i Gaza.
Jernjubilæet skal nok blive markeret. Men det er ikke lykkedes at lokke de helt store grandprixnavne til Østrig, bemærker lektor Lisanne Wilken, der blandt andet har forsket i forholdet mellem politik og Eurovision ved Aarhus Universitet.
- Den kæmpestore festivitas, som jeg tænker, de havde ønsket sig, drukner noget i den enorme konflikt, siger hun.
I 1956 gik Holland, Tyskland, Frankrig, Italien, Luxembourg, Belgien og Schweiz sammen om en musikalsk konkurrence med inspiration fra en italiensk festival. Samtidig skulle eksperimentet teste transnationale live-tv-transmissioner.
Det blev begyndelsen på Eurovision, som Danmark debuterede i året efter.
Med Hollands boykot nægter en af grandprixets grundlæggere at stille op.
- Irlands og Spaniens exitter er også store, siger Lisanne Wilken.
Spanien er blandt de fem lande, der betaler mest til festen, og som er sikret en finaleplads for den betaling.
Irland er sammen med Sverige det land, der har vundet Eurovision flest gange.
Ifølge Eurovision-arrangøren, European Broadcasting Union (EBU), overholder Israels public service-station KAN reglerne for deltagelse i grandprixet.
Så spørgsmålet om Israels deltagelse er større end EBU's mandat, siger grandprixkender Simon Falk, der er journalist på det internationale fanmedie Wiwibloggs og det danske Good Evening Europe.
- EBU kan træffe beslutninger om, hvorvidt et land kan deltage under de retningslinjer, som Eurovision har. Men hvis spørgsmålet er: "Vil vi have kulturelt samkvem og stå på samme scene som det her land?", så er det et politisk spørgsmål, siger han.
DR's grandprixkommentator, Ole Tøpholm, anser situationen som fastlåst.
- EBU er afventende i forhold til, om antallet af udeblivende lande bliver større eller mindre næste år, siger Ole Tøpholm.
- Men selv om Eurovision står forpjusket tilbage, skal det nok blive en kæmpe fest på tv-skærmen i år i anledning af 70-års jubilæet. Der er det festtøjet, der er på.
Israels deltager endte som nummer to i sidste års Eurovision. Hvis det var endt med en israelsk vinder, så skulle dette års finale være afholdt i Israel.
I år stiller 35 lande op i Eurovision.
Danmark er repræsenteret af Søren Torpegaard Lund og nummeret "Før vi går hjem".
Han skal forsøge at kvalificere sig til Eurovision-finalen 16. maj i den anden semifinale, som afvikles 14. maj. Den første semifinale finder sted 12. maj.
/ritzau/