Efter nyt angreb bag sikret hegn gives der mulighed for at skyde ulv
For anden gang er der mulighed for at opnå tilladelse til at regulere ulv efter angreb bag ulvesikret hegn.
Efter et angreb på får bag ulvesikret hegn syd for Ikast i Midtjylland gives der mulighed for at søge om tilladelse til at skyde en såkaldt problemulv.Det oplyser Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.
Det er anden gang, der gives mulighed for at søge reguleringstilladelse efter et angreb bag ulvesikret hegn.
Første gang var i september, da der blev givet tilladelse til, at lodsejere kunne nedlægge en ulv efter angreb på får i Vestjylland.
Der blev efterfølgende givet tilladelse til, at tre landmænd kunne skyde ulven, hvis den igen forcerede eller forsøgte at forcere et ulvesikret hegn.
Der er endnu ikke blevet nedlagt en ulv, efter tilladelsen blev givet, oplyser styrelsen.
Ulveangrebet ved Ikast fandt sted tidligere på ugen. En konsulent fra Naturstyrelsen har ud fra en vurdering af de angrebne dyr, herunder bidmønsteret, vurderet, at der er tale om et ulveangreb.
- Der har været et ulveangreb på får bag et ulvesikret hegn syd for Ikast, og når en ulv angriber bag et ulvesikret hegn, lever den op til definitionen af en problemulv, siger kontorchef Jens Skovager Østergaard i en pressemeddelelse.
- Husdyrholdere i området, der har dyr bag ulvesikrede hegn, kan derfor søge om at få lov til at skyde ulven, hvis den igen forcerer eller forsøger at forcere et ulvesikret hegn i området, siger han.
Ministeriet for Grøn Trepart strammede i april definitionen af en problemulv, så en ulv kan klassificeres som en problemulv efter ét angreb på husdyr bag ulvesikrede hegn.
Ulvesikret hegn er mindst 1,10 meter højt og har ekstra strømførende tråde.
Husdyrholdere kan søge om tilskud til at opsætte det særligt sikrede hegn.
Tilladelsen til at skyde ulven kan gives til en ejer eller en bruger af en ejendom, der har husdyr bag ulvesikret hegn i det pågældende område.
Tilladelsen kan overdrages til en jæger og vil gælde til og med den 5. januar 2026.
Reguleringen kan foregå hele døgnet og med hjælpemidler som natkikkert, natsigte og kunstigt lys, oplyser Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.
/ritzau/
