Dyrevenner vil have sikker passage for kronhjorten ved motorveje

11. NOV 2024 • 18:46INDLAND/KRIMINAL

Nye motorveje skal bygges i Danmark, men det indebærer en risiko for en række arter, lyder opråb til minister.

En række natur- og dyreorganisationer går nu sammen om et opråb til transportminister Thomas Danielsen (V) om at sikre nok af de såkaldte faunapassager til hjorte og andre dyr, når der anlægges nye motorveje.

I en fælles henvendelse, som kommer fra blandt andet Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Jægerforbund, udtrykkes bekymring for den store infrastrukturaftale.

Den indebærer anlæg og opgradering af en række motorveje frem til 2035.

- Vores organisationer retter hermed en fælles henvendelse til dig, fordi vi er dybt bekymrede over den omfattende og fortsatte opsplitning af vores landskab som følge af motorveje, står der i henvendelsen, som er lagt op i Folketingets Transportudvalg.

En faunapassage kan være en tunnel, en viadukt eller en bro, hvor dyr sikkert kan krydse vejen.

Det vil, mener organisationerne, være "meget beskedne andele" af de samlede projektomkostninger, som det vil være nødvendigt at bruge på at få etableret de i deres øjne nødvendige faunapassager.

Samme skrivelse er sendt til partierne bag infrastrukturaftalen, og der opfordres til politiske drøftelser nu.

Det er eksempelvis motorveje ved Frederiksund, Næstved og nordøst om Herning, der skal igangsættes, ligesom en lang række veje skal opgraderes.

Senest var det den tredje Limfjordsforbindelse, der blev endeligt vedtaget i Folketinget, og som 8,9 milliarder kroner fra infrastrukturaftalen gik til.

I infrastrukturaftalen er der sat en pulje på 150 millioner kroner af til fremme af natur og biodiversitet. Men de er ikke øremærket faunapassager, bemærker organisationerne i deres henvendelse.

- Når man politisk fortsat mener, at der er behov for og råd til at lave nye motorveje, må der imidlertid også være råd til ledsagende indsatser som minimerer de negative effekter på naturen, skriver organisationerne i henvendelsen.

Også Dyrenes Beskyttelse, Dansk Geologisk Forening og Friluftsrådet står som afsendere på henvendelsen.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT