Billetsalg til Royal Run 2025 åbner tirsdag

11. NOV 2024 • 20:25INDLAND/KRIMINAL

Hvis man vil deltage i det syvende kongelige løb næste år, kan man købe billetter fra tirsdag.

Tirsdag klokken 10 åbner salget af startnumre til Royal Run 2025.

Det fremgår af Royal Runs hjemmeside.

- Sidste år gik det hurtigt med tilmeldingerne, så vær klar, hvis du vil med til næste års store royale motionsfest, står der på hjemmesiden.

Royal Run 2025 vil finde sted 2. pinsedag - altså 9. juni.

Der er i alt fem værtsbyer - heriblandt København/Frederiksberg, som for syvende gang skal lægge asfalt til Royal Run.

Ribe var den første værtsby, der blev offentliggjort. Det er første gang, at det kongelige løb vil finde sted i den sydvestjyske by.

Også Viborg og Horsens vil for første gang være værtsbyer næste år.

I anledning af sit 600-års jubilæum vil Korsør også være en del af næste års Royal Run.

Det kongelige motionsløb blev første gang afviklet i 2018 i anledning af Kronprins Frederiks 50-års fødselsdag.

Siden da har motionseventet - med undtagelse af under coronapandemien - fundet sted hvert år på 2. pinsedag.

Royal Run arrangeres af Bevæg dig for livet, som er et initiativ mellem idrætsorganisationerne Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik.

Morten Mølholm Hansen, administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund, har tidligere udtalt på DGI's hjemmeside, at "vi ser frem til, at Royal Run rykker ud i flere dele af landet, hvor vi forhåbentlig kan motivere endnu flere til mere motion".

- Særligt de mere uerfarne motionister glæder vi os til at vise, at motion kan være sjovt, især hvis den dyrkes i fællesskab.

I år blev der sat deltagerrekord ved Royal Run med 95.330 tilmeldte, der snørede løbeskoene i de fem værtsbyer - Brønderslev, Aarhus, Fredericia, Kalundborg og København/Frederiksberg.

/ritzau/

FÅ ABONNEMENT