Dronning Margrethe fejrer 85-års fødselsdag på Fredensborg Slot

27. MAR 2025 • 15:51INDLAND/KRIMINAL

Når dronning Margrethe fylder 85 år til april, bliver det med en mindre fejring med familie og venner.

Dronning Margrethes 85-års fødselsdag den 16. april bliver afholdt på Fredensborg Slot.

Det kan man læse på kongehusets hjemmeside.

I forbindelse med vagtskiftet klokken 12 fremføres en mindre fødselsdagskoncert af Den Kongelige Livgardes Musikkorps i Indre Slotsgård.

- Dronning Margrethe, kongeparret og flere medlemmer af den kongelige familie vil overvære koncerten fra slottets hovedtrappe, skriver kongehuset i pressemeddelelsen.

Fra klokken 11.45 inviteres borgere til at tage opstilling i slotsgården ved hovedtrappen for at deltage i fejringen af dronning Margrethe, oplyser kongehuset.

Resten af fødselsdagen markeres privat på det nordsjællandske slot, lyder det.

Der vil blandt andet være en fødselsdagsfrokost, hvor kongeparret er værter samt en middag om aftenen med familie, venner og repræsentanter fra hoffet.

Fredensborg Slot blev bygget som lystslot for Frederik IV og danner ofte ramme om store begivenheder i kongehuset.

Den 15. april - dagen før dronning Margrethes fødselsdag - bliver prinsesse Isabella fejret i København.

Prinsesse Isabella, der er kong Frederik og dronning Marys ældste datter, har 18-års fødselsdag 21. april.

Prinsessens fødselsdag bliver i København markeret med en fødselsdagsforestilling på Det Kongelige Teater, hvor prinsesse Isabella og den kongelige familie vil være til stede.

Det er uklart, om dronning Margrethe også er blandt gæsterne i teatret aftenen før sin egen 85-års fødselsdag.

Dronning Margrethe overlod den 14. januar 2024 tronen til sin ældste søn, Frederik. Hun havde været dronning siden 1972.

Det var første gang siden 1100-tallet, at en dansk regent fratrådte tronen før sin død.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT