DR piller program midlertidigt af hjemmeside for at undersøge det

11. JAN 2025 • 17:05INDLAND/KRIMINAL

DR vil undersøge sagen efter kritik fra deltagere i programmet "Røverkøb i provinsen".

Danmarks Radio har valgt midlertidigt at fjerne et program fra sin hjemmeside.

Det sker, efter at to af programmets deltagere har rettet en kritik mod DR, skriver Avisen Danmark.

Det drejer sig om programmet "Røverkøb i provinsen". Her medvirker Kamilla Herskind og Jonas Balsløv i programseriens sjette afsnit.

Til Avisen Danmark fortæller parret, at de har følt sig ført bag lyset af DR.

Ifølge parret går kritikken på, at det i programmet ligner, at det er produktionen bag programmet, der finder et gult byhus, som parret ender med at købe, men i virkelighed havde de faktisk købskontrakten på forhånd.

En kritik, der har fået DR til at undersøge sagen.

- Vi er blevet bekendt med, at der er en fejl i afsnit 6 'En kunstnerbolig på Langeland'. Derfor har vi midlertidigt afpubliceret hele serien for at afdække om sagen er isoleret til det ene program eller har et større omfang, står der nu på DR.dk

Til Avisen Danmark fortæller Jonas Balsløv, at det er "direkte løgn", at produktionen bag programmet fandt huset i Rudkøbing på Langeland. Derfor er han og Kamilla Herskind kede af, at det bliver fremstillet sådan.

- Vi havde en kamp for at finde huset og sætte det hele i stand, og det var på et hængende hår, at vi overhovedet fik det. Produktionen havde lovet os, at de ville fortælle historien som den var, siger han til mediet.

Tv-mediet er ellers ikke helt fremmet for parret, der til daglig arbejder med henholdsvis kunst og snedkeri.

Kamilla Herskind har deltaget i DR-programmet "Danmarks bedste portrætmaler", mens Jonas Balsløv har medvirket i "Trailerpark Danmark", der er lavet af TV 2.

Ifølge Avisen Danmark har Fyns Amts Avis forelagt DR kritikken, som svarer på samme måde, som DR nu har skrevet på sin hjemmeside.

Ligeledes har Ekstra Bladet skrevet til DR, som har fået samme svar.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT