DMI advarer i store dele af landet bilister om tæt morgentåge

18. SEP 2024 • 05:07INDLAND/KRIMINAL

En tæt tåge hænger onsdag morgen over store dele af Danmark. Sigtbarheden er dårligst i Nord- og Østjylland.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) varsler onsdag morgen om tæt tåge i størstedelen af Jylland samt risiko for tæt tåge i resten af landet med undtagelse af Bornholm.

Særligt i Nord- og Østjylland er der i morgentimerne ringe sigtbarhed, fortæller vagthavende meteorolog ved DMI Klaus Larsen.

- Sigtbarheden er i øjeblikket på under 100 meter, hvor tågen er tættest, siger meteorologen tidligt onsdag morgen.

Det er faldende temperaturer, rolige vindforhold og klart vejr, der natten til onsdag har givet gode forhold for dannelsen af tåge.

Årstiden betyder også, at der kan gå nogle timer, før tågen letter, og sigtbarheden igen er god.

- Vi er langt inde i september, så solen har ikke længere så meget magt. Så vi skal frem til klokken ni, før tågen er væk.

- Når vi kommer ind i de lidt lysere timer efter klokken syv, vil den langsomt begynde at løfte sig, men man skal stadig køre forsigtigt, selv om sigtbarheden ikke er helt i bund, siger Klaus Larsen.

På Fyn, Sjælland og øerne - med undtagelse af Bornholm - er tågen onsdag morgen ikke helt så tæt som i Jylland. Alligevel opfordrer meteorologen også bilister her til at køre forsigtigt.

- Der vil stadig ligge tågebanker, og hvis man kører på mindre veje, der svinger lidt, kan man pludselig komme omkring et hjørne, hvor der er tåge.

- Så man skal være agtpågivende, når man begiver sig ud i morgentrafikken, siger Klaus Larsen.

Flere politikredse i Jylland har - med henvisning til varslet om tåge fra DMI - opfordret kredsenes bilister til at køre forsigtigt. Det gælder blandt andet Sydøstjyllands Politi.

- Pas på hinanden, kør forsigtigt, og hold afstand, skriver politikredsen.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT