Dansk museum udgraver værdifuld dinosaurart i USA

21. JUL 2024 • 13:07INDLAND/KRIMINAL

Et skelet fra en stegosaurus er blevet solgt for en kvart million. Lignende skelet har snart kurs mod Danmark.

Næste år forventer Evolutionsmuseet i Knuthenborg Safaripark at kunne tilføje et skelet fra dinosaurarten stegosaurus til museets udstilling.

Det oplyser Knuthenborg Safaripark i en pressemeddelelse.

Dinosaurskelettet er af samme art, som tidligere på ugen blev solgt for 44,6 millioner dollar på en auktion i New York. Det svarer til 304 millioner kroner.

Beløbet er det højeste, der nogensinde er blevet betalt for et fossil eller skelet på en auktion, oplyste auktionshuset Sotheby's efter auktionen.

Evolutionsmuseet er i samarbejde med amerikanske forskere og udgravere i øjeblikket ved at udgrave skelettet i delstaten Wyoming i USA.

Ifølge museet er skelettet et af de mest komplette og største eksemplarer af sin art. Skelettet er fra en hesperosaurus mjosi, der er en stegosaurusart.

- Da vi fandt denne stegosaur i 2022, var vi ikke klar over, hvor vildt et fund det var. Først da vi fandt kraniet, vidste vi, at det var helt unikt.

- At det ender med at være den bedste af sin art, anede vi faktisk ikke før i sidste uge, hvor forskningen startede og flere og flere knogler kom frem, siger Christoffer Knuth, der er direktør i Evolutionsmuseet i pressemeddelelsen.

Inden skelettet ankommer til Danmark, vil det blive istandsat på et laboratorie, og forskere vil desuden analysere det.

Dinosaurskelettet er ikke det lollandske museums første.

Stegosauren kommer blandt andet til at flytte sammen med skelettet fra en allosaurus, der var en kødædende dinosaur.

- Denne nye tilføjelse til vores samling bekræfter vores ambition om at bringe endnu et verdensklasse dinosaurskelet til Evolutionsmuseet.

- Dette er vores fælles arv, og det fortjener at blive bevaret for fremtidige generationer, siger Christoffer Knuth.

Stegosaurus var en planteædende dinosaur og er kendetegnet ved at have plader på ryggen. Det er dog uvist, præcis hvad pladerne har været brugt til.

Stegosaurus havde en hjerne på størrelse med en blomme.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT